I dag genåbnede Fredagscaféen efter mere end fire måneders nedlukning. I dagens anledning var der foruden boller og kaffe også kringle og flag.
”Vi har virkelig set frem til genåbningen. Sognegården har været alt for stille alt for længe. Så det var helt fantastisk at høre snakken gå lystigt blandt de fremmødte”, fortæller Marie Thomsen, der er præst i Hadsten Storpastorat.
Lige nu må caféen afholdes i to lokaler pga. forsamlingsloftet. Men allerede om to fredage kan man efter planen igen samle hele flokken i Sognegårdens sal.
“Fredagscaféen er blevet et fast ugentligt holdepunkt for mange, så nedlukningen har virkelig kunnet mærkes. I caféen er der god tid til snak, og fysisk samvær er jo gået hen og blevet en luksus, som ingen af os tager for givet. Det er dejligt, at vi som kirke kan tilbyde det rum igen. Og skønt at mærke, at folk følte sig trygge ved at komme her”.
Som sædvanligt blev verdenssituationen – både den store og den lille – vendt rundt om ved bordene. Her blev drøftet alt fra el-cykler til coronapas, vist billeder på telefonen og fortalt om nye hundehvalpe. Sådan er det nemlig i caféen. Og sådan skal det helst være.
Alle retningslinjer bliver selvfølgelig overholdt, og caféværterne gik velvilligt de mange ture mellem bordene og kaffemaskinen.
“For mig er Fredagscaféen den bedste begyndelse på weekenden! Så det er skønt, at den er i gang igen”, lyder det fra Marie.
Fakta:
Fredagscaféen afholdes i Hadsten Sognegård hver fredag kl. 10-11.30. Det er gratis at deltage, og alle er velkomne.