6. december 2024

Fuld sving på Hadsten Højskole

Hen over sommeren, er der masser af aktivitet på Hadsten Højskole, der igen i år har åbnet dørene til Sommerhøjskole. I denne uge er der Sportshøjskole, som blev udsolgt for flere uger siden.

Selvom at højskolen ligger lige midt i Hadsten, så er der nok ikke mange der har opdaget, at der er masser af aktivitet i den røde bygning det meste af sommerferien. Så ByensNyt besluttede sig for, at finde ud af, hvad de egentligt laver på en Sportshøjskole.

70 personer fra nær og fjern har fundet vej til byen, og skal dyrke alt lige fra tennis til yoga, dans og løb. Der ud over er der også mere traditionelle højskole aktiviteter som morgensamling, fællessang, mad i spisesalen og meget mere.

”Det er folk fra hele landet, der har valgt en sportsgren på forhånd, som de så dyrker hele ugen, halvdelen af tiden, mens den så står på foredrag, fællessang og forskellige udflugter resten af tiden. Så det er en blanding af højskolelivet og så en masse idræt”, fortæller Erik Jensen, der er en af underviserne på Hadsten Højskole.

Fuld koncentration i den gamle gymnastiksal

En af aktiviteterne er yoga, som bliver afholdt i Hadsten Fri Fagskoles gamle, flotte gymnastiksal, og en af dem der har fundet vej til dette hold er Betina fra Aalborg, der prøver Sommerhøjskolen af for første gang. Grunden til at det lige blev Hadsten ligger lige for, der var nemlig ikke andre muligheder i uge 30.

”Jeg var inde at søge på yoga og uge 30, og det eneste der dukkede op var Hadsten Højskole, så det gik jeg i gang med at undersøge lidt nærmere, og fandt ud af, at det passede godt til mig. Her får jeg dyrket en masse yoga, men jeg får også en mange andre inputs, og den kombination tiltaler mig meget. Jeg er alene af sted, hvilket jeg aldrig har prøvet før, men nu skulle det prøves af, og indtil videre er jeg meget tilfreds”, fortæller Betina på vejen fra højskolen til Hadsten Fri Fagskole.

Der er også tid til andet end sport

Inden kursisterne skal ud i deres workshops, er der hver morgen en samling, hvor der bliver taget et emne op i en lille times tid. Tirsdag var det omkring Corona, hvor oplægget blandt andet gik på, den tid der kommer nu. Noget som Betina også havde tænkt på, inden turen gik fra Aalborg til Hadsten.

”Det er klart, at man lige tænker lidt over, hvordan de vil organisere det hele, for eksempel med maden og rengøring, men jeg kan bare fornemme at der er helt styr på det, så det er godt. Men man skal heller ikke tage af sted, hvis man er bekymret, fordi så bliver det ikke nogen god oplevelse, så bekymringerne er pakket væk”, kommer det med et smil fra Betina.

Her efter gik turen ned forbi tennisbanerne ved Gordonhaven, og her var der, modsat til yoga, fuld fart over feltet, og masser af entusiastiske råb fra trænerne. Bent fra Faaborg havde for anden gang fundet vej til Hadsten, denne gang sammen med sin kæreste, der dog ikke spillede tennis, men var på yoga-holdet.

”Det er den eneste højskole der har tennis, så det er meget let. Jeg har været her tidligere, og det er et rigtigt fint ophold, hvor der både er en masse socialt, en også hvor man får dyrket noget motion og lært noget nyt. For tre år siden var jeg i Bjerringbro, hvor den stod på havkajak, og fandt ud af, at det var ikke lige mig, men det her passer mig rigtig godt. Jeg har aldrig gået sådan rigtig på højskole, men skolen og formen tiltaler mig meget. Det er godt at det ikke kun er tennis, fordi det ville være alt for hårdt, man er noget træt i benene efter sådan en dag”, lyder det grinende fra Bent.

Foto: Klara Hooge
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler