22. januar 2026

Hadsten Bio fejrer rekordår med Kaffe og kage

Hadsten Bio, der har eksisteret siden 1939, kan se tilbage på et fantastisk 2024, hvor de oplevede stor fremgang og cementerede den vigtige rolle de har i kulturlivet i Hadsten.

En succes der på ingen måder er kommet af sig selv, men gennem målrettet arbejde fra de mange frivillige, der driver biografen i Hadsten.

”Som en 100 procent frivilligt drevet biograf har vi skabt en fleksibel og alsidig åbningstid, der giver plads til alle – fra skoler og institutioner til virksomheder og trofaste gæster. Vi har arbejdet målrettet på at modernisere vores drift”, lyder det fra Hadsten Bio der tilføjer:

”2024 har været et fantastisk år. Med 22.036 solgte billetter har vi overgået sidste års tal på 20.719 – endda med 11 færre forestillinger. Årets samlede antal forestillinger landede på 800 styks”. 

Og mens landsgennemsnittet for besøgende er faldet med 2, 7 procent, så er tallet steget med 6, 36 procent i Hadsten, hvilket må siges at være ganske godt gået.

For at markere deres succes inviterer biografen alle gæster, frivillige og venner af huset til en hyggelig fejring. Kig forbi lørdag den 1. februar mellem kl. 9-13 og nyd kage, popcorn, saftevand og kaffe, mens vi sammen fejrer biografens betydning for lokalsamfundet.

Stemningen var særdeles god, da der i 2024 blev optaget endnu et afsnit til podcasten “Over Stregen”. i Hadsten Bio Foto: Over Stregen


En bred vifte af filmoplevelser

Hadsten Bio præsenterer ikke kun store blockbusters, men også niche- og specialfilm, og biografen giver her et overblik over de mange muligheder, som de hen over året giver det lokale publikum.

  • BabyBio: En hyggelig filmoplevelse med tilpasset lyd og lys for forældre med små børn.
  • SmalBio: Håndplukkede kunstneriske filmperler fra hele verden.
  • Special Events: Populære events med klassikere og kultfilm som AliensSe7en og Die Hard.
  • SkoleBio: Et koncept, hvor børn og unge kan se fem fantastiske film for kun 150 kroner.
  • NostalgiskBio: Genskab magien fra gamle danske filmklassikere fra 1930′ til 60’erne.
  • ErindringsBio: Et tilbud til mennesker med let til moderat demens og deres pårørende, med udvalgte filmklip fra 1950′ til 70’erne.


Uden de mange frivillige, så var der ikke en biograf i Hadsten, og her fortæller et par af de frivillige om, hvad det betyder for dem, at være en del af Hadsten Bio.

 “At være frivillig i Hadsten Bio giver mig mulighed for at møde nye mennesker og være en del af noget større. Det er fantastisk at bidrage til en biograf, der har så stor betydning for lokalsamfundet,” siger Palle Lindkvist og Lisbeth Hansen supplerer:

“Det bedste ved at være en del af Hadsten Bio er følelsen af sammenhold. Vi skaber noget unikt sammen – for byen og for vores gæster, men også for os frivillige.”

Foto: Hadsten Bio
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler