11. oktober 2024

Intimkoncerten med Karl Kristian og Palle Hjorth i Lyngå Kirke blev en oplevelse af de sjældne

Kender du ikke godt det her med, at du siger til dig selv; “Lad os se, hvad det er, det går jo til et godt formål”?

Det var omtrent den tilgang ByensNyts udsendte havde, da jeg sammen med 120 andre tog plads på en af de forreste rækker i Lyngå Kirke torsdag aften.

Ganske vist havde jeg dannet mig et lille indtryk på forhånd og havde kigget et par videoer med den unge Karl Kristian inden vi skrev om koncerten til ByensNyt.

Ganske vist har jeg også stor respekt for bysbarnet Palle Hjorth, der nok er landets bedste orgelvirtuos og ved, at han formentlig ikke vil tage på turné med en musiker, hvis han ikke er dygtig. Men….

Jeg havde indrømmet ikke forventet, at jeg ville få så god og intens en fortællekoncert-oplevelse, som tilfældet var torsdag aften. Den 27 årige lidt undseelige troubadour Karl Kristian stammer fra Hvide Sande og har gennem sin opvækst og i sine ungdomsår opsamlet spændende historier, som han har formået at sætte sammen til nogle virkelig gode tekster og han besidder samtidig en nærværende musikalitet af de sjældne.

Sognepræst i Lyngå Kirke Anne Martiny Kaas Hansen bød velkommen og hun havde som jeg smuglyttet lidt til parret på nettet. Det havde givet hende en forventning om en musikalsk oplevelse fra en ung mand med noget på hjerte og turde godt fortælle publikum, at vi havde noget at glæde os til.

Karl Kristian siger selv, at han er inspireret af Johnny Madsen og Allan Olsen. Stemmen kan sine steder også give minder om en ung Poul Krebs og melodiernes stemningsbilleder førte mig også ind i både Bjørn Afzelius og Søren Kragh Jacobsens musikuniverser, men Karl Kristian er først og fremmest helt sin egen.

Mellem de fine melodier er han også en eminent fortællekunstner. Hans små anekdoter mellem sangene giver lyst til virkelig at lytte til teksten, når han efterfølgende fremførte nummeret, godt supporteret af sit eget fine fingerspil på guitaren og ikke mindst af Palle Hjorths sublime akkompagnement.

Palle er bare en helt igennem unik musiker. Der er kun én Palle Hjorth og man bliver revet med, når han på sin vanvittigt indlevende måde bliver ét med musikken, når han spiller. Hele kroppen er i bevægelse og hans ansigt sitrer, når hans begavede naturtalent lader fingrene trylle med tangenterne.

Efter koncerten var der signering af CD’er og LP’er og sågar også salg af Karl Kristians egen hyben-specialøl i det, som Karl Kristian i skyndingen kom til at kalde foyeren, men som han dog hurtigt fik retttet til våbenhuset.

Det er atter Palles bror Henrik Hjorth, der med koncerten, sammen med sin kone Nethe har skabt endnu et godt støttearrangement til Knæk Cancer i Lyngå. Den lille landsby, der er kendt for sit store sammenhold bakker gerne op om arrangementerne og det er fuldt fortjent, men det er ikke gjort med det.

Derfor var der også flere biler på kirkens parkeringsplads end der sædvanligt er en torsdag aften i Lyngå og med den flotte solnedgang over Lyngå Kirke fortsatte den stemningsfulde oplevelse helt ud på parkeringspladsen.

Og jeg tror mange af os vil komme igen. For torsdag aften i Lyngå Kirke gav en af de helt sjældne oplevelser. Kombinationen af den unge fortælletroubadour Karl Kristian og den unikke musiker Palle Hjorth blev for mig en af de senere års stærkeste musikalske intimoplevelser. Tak for den.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler