Sæsonen for kulturelle arrangementer i Favrskovs kulturhuse står for døren, og igen i år, venter der mange store oplevelser rundt i hele kommunen.
Mellemøsten påvirker vores verden – på godt og ondt – om det så er i form af stigende oliepriser, terror eller flygtningestrømme. Vi hører hele tiden om Mellemøsten, men det er et område, som de færreste af os forstår. Det vil journalist og tidligere TV 2-korrespondent Steffen Jensen forsøge at råde bod på, når han torsdag d. 17. september holder foredrag I Hadsten Kulturhus Sløjfen.
Steffen Jensen har været øjenvidne til historiske begivenheder i Mellemøsten, fra den israelske invasion af Libanon i 1982 til borgerkrigen og kampene i 2006. Hans dækninger for blandt andet Weekendavisen, DR, Berlingske og TV 2 har gjort ham til en af de mest respekterede og troværdige stemmer i dansk udenrigsjournalistik.
Foredraget tager afsæt i den aktuelle situation i Mellemøsten, og Steffen Jensen vil forsøge at give ny baggrund og perspektiv for forståelsen af de forskellige dagsordener og konflikter i området.
Foredraget starter kl. 19.30 og forinden er det muligt at spise i Skafferiet. Billetter til foredrag og fællesspisning kan købes på favrskovbib.dk eller dit lokale bibliotek.






















