14. februar 2026

Bogen har givet mig lyst til at genopdage Tage Skou-Hansens forfatterskab.

Da ByensNyts redaktør, Jonas Hooge i går stak mig Ole Juuls nye bog i hånden og fortalte mig, at den omhandler Tage Skou-Hansens forfatterskab om hovedpersone Holger Mikkelsen fik jeg straks gode minder om de to bøger “De Nøgne træer” og “Den hårde frugt” som jeg for efterhånden mange år siden har læst af den kendte forfatter.

“Tror du, at du kan finde tid til at få den læst og skrive et par ord om den?” spurgte Jonas mig. Jeg svarede ja og tog bogen med hjem. Efter en lang travetur i Kollerup Enge og Lilleåparken satte jeg mig til rette ved pejsen og begyndte at læse. Bogen er en kronologisk gennemgang af de de 7 romaner af Tage Skou-Hansen som alle har Holger Mikkelsen som hovedfigur.

Hvert kapitel indledes med et kort resume af den enkelte bog og dernæst en analyse af såvel den fiktive figur, Holger Mikkelsen som af Skou-Hansen og hans forfatterskab i den tid, hvor den enkelte bog blev skrevet. De syv romaner er skrevet over samlet 43 år og strækker sig fra 1957, hvor Tage Skou-Hansen debuterer med “De nøgne træer” og til år 2000, hvor den sidste bog i serien, “Frit løb” bliver udgivet.

Vi følger Holger Mikkelsens liv gennem de syv bøger, fra sin tid i modstandskampen, den indledningsvise fortabte forbudte kærlighed til sin modstandskammerats kæreste i den første. Og siden op gennem livet, hvor Holger indgår forpligtende relationer som jurist og advokat og som ven og kollega og ikke mindst om udviklingen i hans livsanskuelser undervejs. Selv om man, som jeg, måske selv kun har læst to af de syv bøger tager Ole Juul os godt i hånden og fører os godt igennem bogserien med sit eget billede på, de skildringer som Tage Skou-Hansen vælger at berette om, ofte med stor inspiration fra sit eget liv.

I det virkelige liv mister Tage Skou-Hansen og hans kone bl.a. deres søn i f.m. en blindtarmsbetændelse og den smertefulde oplevelse bliver også gjort til genstand i romanfigurens liv. Tilsvarende kan man i Ole Juuls analyser undervejs konstatere, at forfatterens ophold som lærer på Askov Højskole, hans store beundring af og venskab med forfatteren Martin A. Hansen og også hans venskab med filosoffen Tage Løgstrup er til stor inspiration for udviklingen i historierne om Holger Mikkelsen.

De kronologiske resumeer fulgt op af en kort analyse af hver bog i hvert af bogens kapitler reflekterer Skou-Hansens forfatterskab om Holger Mikkelsen meget fint og har givet appetit på et genbesøg og en nyopdagelse i det forfatterunivers som jeg næsten havde glemt. Med Ole Juuls fine analyser og beskrivelser undervejs bliver vi mindet om, hvor stor en forfatter Tage Skou-Hansen var og med Juuls store indsigt i såvel filosofi som kristendom bliver vi introduceret til slet skjulte referencer såvel til bibelske fortællinger som til andre litterære værker.

Jeg har tidligere haft fornøjelsen af at læse Ole Juuls bog “At være til stede – blade fra en landsbypræsts dagbog” fra 2013, som fortæller om Juuls tid som sognepræst i Ødum og jeg har nydt hans rolige fortælleform, som også kommer til udtryk i denne bog om Tage Skou-Hansen. Selv om det efterhånden er noget tid siden, jeg selv har læst Tage Skou-Hansen tror jeg det er en fordel at have læst forfatteren, så man kender lidt til Holger Mikkelsen universet, hvis man skal havde det fulde udbytte af Ole Juuls nye bog. Men har man stiftet bekendtskab med mindst en af bøgerne får man gennem “Det ventede lys” en rigtig fin indføring i Tage Skou Hansens forfatterskab om romanfiguren Holger Mikkelsens livsudvikling med gode analyser af, hvorfor udviklingen sker som den gør.

En klar anbefaling herfra.

Pressefoto

Ole Juul er uddannet Cand. theol, bor i hadsten og stoppede som sognepræst i Ødum-Hadbjerg Sogn i 2013 efter mere end 35 års virke. Han er i dag fortsat foredragsholder og forfatter og har skrevet flere bøger og adskillige artikler i både Kristelig Dagblad og Jyllands-Posten og også skrevet fortællinger til Familie Journalen.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler