På torsdag er der premiere på animationsfilmen SPIONER PÅ MISSIONER vinterferiens store Disney-familiefilm, der handler om verdens mest tjekkede hemmelige agent, Lance Sterling og det akavede teknologi-geni, Walter, som mod alle odds må arbejde sammen.
Samme dag d. 6. februar er der premiere på KLOVN – The final som bliver den sidste tåkrummende, pinagtige og vanvittige KLOVN-rejse på det store lærred. Anmelder Per Juul Carlsen har begejstret skrevet om filmen: ”Frank Hvam og Casper Christensen får tit tæsk for at være simple drengerøve. Intet kunne være mere forkert. Eller rettere: Det er netop en del af raffinementet, at de så nemt kan fremstå som drengerøve. Nedenunder er de to af de mest komplekse komiske figurer i dansk film. Og som makkerpar er de ligeså begavet kridtet op som Egon, Benny og Kjeld i Olsen-banden.”
Det er tydeligt, at vi går vinterferien i møde for fredag d. 7. februar har endnu en animationsfilm premiere. Det er den danske ”Drømmebyggerne”, der er en debut for instruktøren Kim Hagen Jensen. Han er dog ikke helt uerfaren da han i andre roller har medvirket på andre animationsfilm. Filmen handler om den 12-årige Minna, hvis liv bliver vendt på hovedet, da hun får en stedsøster i form af pigen Jenny. Jenny er en plage, og Minna vil have hende ud af sit liv! En nat møder Minna Drømmebyggerne og opdager, at hun kan ændre Jenny ved at ændre hendes drømme. Men at ændre drømme har store konsekvenser. Så Minna må redde Jenny i drømmeverdenen for at redde sin familie i den virkelige verden.
Lørdag d. 8. februar er der endnu en animationsfilm på programmet og denne gang er det den norske Ellevilde Ella, der vil lave en spektakulær cirkusforestilling på Solbakken med sin allerbedste ven, Mikkel.
Samme dag 8. februar har en nyindspilning af DOLITTLE premiere, der har Robert Downey Jr.i hovedrollen som den excentriske dyrlæge Dr. John Dolittle som efter at have mistet sin kone lever bag de høje vægge i Dolittle Manor med hans eksotiske dyr som selskab.
Den danske film EN HELT ALMINDELIG FAMILIE med bl.a. Mikkel Boe Følsgaard og Neel Rønholt har premiere d. 29. februar og handler om Emma på 11 år, som er vokset op i en helt almindelig familie. Emma elsker fodbold ligesom sin far, Thomas. Men fra den ene dag til den anden bliver alting forandret, Thomas vil skifte køn. Thomas bliver til Agnete, og Emma skal nu finde ud af, hvem Agnete er for hende.