Traditionen tro holdt HØST Gospelkor den årlige julekoncert søndag eftermiddag i Ødum Kirke og det blev til en god time med flot flerstemmig gospel.
Ødum Kirke var fyldt til bristepunktet med et forventningsfuld publikum, hvorimellem man så mange gengangere fra de foregående år. Koret der efterhånden har nogle år på bagen bliver bare bedre og bedre. Korleder Tenna Kyrin Toft er ambitiøs på korets vegne og det afspejler sig både i de flerstemmige harmonier og i korets timing.

Koret mødte op i tophumør med en skøn energi og det er tydeligt at de har det godt sammen for der var masser af smil og grin mellem korets medlemmer under koncerten.
Koret havde allieret sig med pianisten Peter fra Århus (sådan blev han repræsenteret) og han var også tydeligt besjælet med gospelvibes, når han fremtvang de fedeste toner fra sit piano ofte supporteret af PC’ens forhåndsindspillede rytmesektion

Tre af korets medlemmer viste endog prøver på deres evner som solister og det gjorde de med bravour.

Korets repertoire spænder over traditionelle og nyere amerikanske gospelsange, danske sange i flotte arrangementer og til mere traditionelle julesange som “Dejlig er jorden” og “Et barn er født i Bethlehem”. I sidstnævne var det dog kun teksten der blev anvendt, for melodien havde fået et drys gospelpulver og blev fremført i en noget mere rytmisk version end man normalt kender den.

Lige før koret sang det sidste nummer blev publikum i den fyldte kirke aktiveret i nummeret “Go tell it on the mountain” med både tramp, klap og sang. Det var ikke alle (læs; herunder bl.a. skribenten) der både kunne klappe og trampe i takt og samtidig synge den ellers ret enkle tekst.

Man kan godt forstå, at det trofaste publikum bliver ved med at vende tilbage til korets koncerter, for hvis man ikke var i julestemning da man kom, så blev man det i hvert fald før koncerten var ovre.
Efter sidste nummer var der blomster fra koret til korleder Tenna Kyrin Toft, der takkede korte for dets høje engagement og store sangglæde.

Korets kan stadig sagtens bruge flere stemmer, så hvis du har lyst til at være i godt humør hver tirsdag kan du bare møde op i Ødum Kirke tirsdag kl. 17.00-18.30
Koret starter op igen efter nytår tirsdag d. 13. januar. De første to gange er gratis, hvor du kan prøve, om det er noget for dig.















