13. december 2025

Kom til Bogcafé og få inspiration til din næste bog

I den kommende uge afholder Favrskov Bibliotekerne traditionen tro Bogcafé på hver af kommunens fire biblioteker, hvor man kan få inspiration til nye læseoplevelser.

Det startede oprindeligt som en idé på Hammel Bibliotek, og da kommunesammenlægningen kom, blev idéen bredt ud, så man nu kan komme til Bogcafé på alle fire biblioteker i Favrskov Kommune.

Her præsenterer bibliotekarerne nogle af de mange bøger, som er udgivet i 2025, og i mange tilfælde er det bøger, som ikke har fået så meget opmærksomhed i medierne, som de måske fortjente.

“Hvornår det helt præcis startede i Hammel med Bogcafé er lidt uvist, men det har minimum kørt siden 1995, så det er en tradition som har kørt i mange år, og vel nok vores ældste juletradition. Vi ser det jo som en af vores fornemmeste opgaver, at kunne give personlige anbefalinger til bøger til brugerne på bibliotekerne, og også gerne noget, som folk måske ikke selv har hørt om eller erfaring med”, lyder det fra Christinna Færch Svensson, der er kulturformidler på Hammel Bibliotek.

Samlet set, får Favrskov Bibliotekerne mere end 5000 nye titler hvert år, og i en tid, hvor kulturstof i medierne er dalende, så er det kun en ganske lille del af nye bøger, der bliver anmeldt og derved får noget opmærksomhed.

“Vi er tre formidlere der står for arrangementet, som jo har hver sin profil, og derfor er det mange forskellige genre som vi præsenterer, og derfor er der noget for enhver smag. Det er jo også oplagt at komme, hvis man søger inspiration til julegaver, særligt hvis man ikke selv læser så meget eller ved, at svigerfar har en anden smag en en selv, så kunne vores Bogcafé jo være en mulighed”, siger Christine Ellebæk Sørensen, der er bibliotekar på Hammel Bibliotek.

Christinna opfordrer folk, der gerne vil i gang med at læse noget mere, til at dukke op et af de fire steder i næste uge, fordi det kan være med til at gøre det lettere at overskue, hvad det lokale bibliotek kan tilbyde samt netop få den inspiration, der måske er det sidste kærlige spark, til at komme i gang med at låne bøger på biblioteket. Både hun og Christine konstaterer, at selvom der er kommet andre muligheder, som f. eks e-bøger og lydbøger, så er der stadig stor interesse for den trykte bog, og de oplever i disse år en stigning af udlån.

“Bogcaféen er både for dem der læser meget, dem der læser lidt og så dem der gerne vil i gang. Alle kan få noget ud af det, og der er masser af inspiration at hente”, siger Christinna og bliver suppleret af Christine:

“Vi ser et stadig stigende udlån, både på fysiske bøger og på lydbøger, som man kan låne via E-reolen. Den fysiske bog kan noget andet end den elektroniske, fordi her kan du ikke andet end at læse, mens lydbogen giver frihed til at lave andet imens. Flere og flere unge søger faktisk mod den fysiske bog, fordi de så får et pusterum fra telefonen og notifikationerne. Bogen er “old school” samtidig med at den er helt aktuel, og det gode ved den er, at den ikke løber tør for strøm og kan tages med på turen, så på den måde kan den sagtens konkurrere med det digitale”.

Bogcaféerne afholdes i næste uge med følgende plan:

2. december klokken 14: Hinnerup Bibliotek (Uhresalen)
2. december klokken 19: Hadsten Bibliotek (Skafferiet)

4. december klokken 14: Ulstrup Bibliotek
4. december klokken 19: Hammel Bibliotek (Store sal)

Det er gratis at deltage, men man skal dog reservere en plads på Favrskov Bibliotekernes hjemmeside.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler