16. december 2025

Kurt Villy har gjort det igen

Med 31 skønne historier – én til hver dag i december har Kurt Villy gjort det igen. Årets “En julehistorie – fortalt af Kurt Villy Svendsen til Hadsten og den jyske hede” er en bog spækket med gode lokalhistorier.

Bogen handler denne gang i anledning af 85-året for besættelsen og 80-året for befrielsen meget om besættelsestidens Hadsten men ikke kun. Der er masser af andre herlige anekdoter og fortællinger. Vi hører om Pingvinredaktionen, da den lå i stationsbygningen for enden af tunnelen. Vi kan læse en fortælling om den i år afdøde Ove Rosenkvist. Der er en historie om da den hedengangne Hadsten Bank blev udsat for et natligt pengeskabstyveri, der næsten var den gode Olsen Banden værdig og Herluf Nydan skriver om Landboklubbens baller på Hadsten Kro og Centralhotellet, der dengang lød det lidet flatterende navn; Ko-baller.

Vi besøger naturligvis også atter en gang posthuset , hvor forfatteren jo havde sin gang gennem mange år og vi kan læse om pastor Volquartzs tid på Ødum Præstegård. Der er også en fortælling om Gregers Petersens initiativ til at skaffe penge til en udvidelse af Modeljernbanen “Fut i Hadsten” fra 1997 og så er der som sagt fokus på besættelsestiden.

Her kan du læse spændende beretninger om nogle af datidens helte og om det drabelige skyderi mellem en modstandsmand og et gestapoagent midt på Østergade, som endte med gestapomandens død og meget meget mere. Selv har jeg også fået et enkelt afsnit med i bogen om et par af besættelsestidens store modstandsmænd: Kim Malthe-Bruun og Fritz Johan Blichfeldt Møller. Men selv besættelsestidens gribende fortællinger er ikke kun beskrevet med drama og alvor. Som altid er der i Kurt Villys små finurlige kommentarer i hans anekdoter, der trækker smil på læben og sådan er det også denne gang.

Kurt Villy Svendsen her på et foto fra 2022, med sine daværende udgivelser med julehistorier, som i år altså tæller 19.

Vidste du forøvrigt, at de engang har været flygtningelejr i Hadsten? – Nej vel. Det kan du også læse om i bogen.

Jeg har læste ca. halvdelen af bogen og snydt mig til lidt resten af indholdet med nogle små neddyk i den resterende del og jeg glæder mig til at læse det sidste.

Det er svært at lægge hæftet fra sig, når man går i gang og i år bliver jeg helt sikkert helt færdig med bogen allerede inden ugen er omme.

Du kan købe 2025 versionen af bogen, 19. årgang i Skjold Burne for kun 125 kr, så nu har du bare endnu en grund til at bevæge dig ned i butikken og du kan godt glæde dig.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler