Torsdag den 8. januar er der fernisering på den årlige nytårsudstilling i Voldum Hallen, der denne gang har Lone Ogstrup og “Skæresliberne” som udstillere.
Det er Voldum Hallens udstillingsgruppe der står for udstillingen, som kan ses fra på torsdag, startende med fernisering klokken 17.
Det er to forskellige former for kunst som denne gang bliver udstillet, og mens “Skæresliberne” gør sig i granit, så er det billedkunst som Lone Ogstrup koncentrerer sig om.
“I mange år havde Lone base i Hadsten. Her underviste hun blandt andet på den lokale billedskole, og hun var en flittig udstiller i hele Østjylland, ligesom hun deltog i diverse kunstevents, herunder “Kunst i Favrskov” og “Kunst på Godset”. De senere år har Lone haft sit værksted i Vrinners på Mols, og d. 1. april 2023 åbnede hun Galleri Husted & Ogstrup sammen med Peter Husted, som også er billedkunstner”, lyder det i en pressemeddelelse fra Voldum Hallen udstillingsgruppe.

“Skæresliberne” er en lille gruppe stenslibere i Voldum, der fremstiller figurer og skulpturer i granit. Gruppen blev dannet i 2008 efter et par kursusforløb hos Hans Frørup, der dengang boede i Nielstrup.
Gruppen består i dag af Jane Eriksen, Susanne Sachse, Else Marie Hansen, Anette Bonde, Poul Christensen, Hans Frørup og Peter Bavnshøj.
Skæresliberne mødes ca. en gang om måneden hos Susanne, der har faciliteter og udearealer på gården på Voldum Rudvej, hvor der kan slibes og skæres uden at genere omgivelserne.
Der arbejdes hovedsageligt med marksten, som bearbejdes med vinkelsliber, polersvampe og stenhuggerværktøj.
I Voldum Hallens to montrer vises et udsnit af de mindre stenskulpturer, som gruppens medlemmer har fremstillet i årenes løb.

I forbindelse med ferniseringen holder formanden for Voldum Hallens bestyrelse, Lasse Dahl, nytårstalen, og Peter Aschelund fra Skjold Burne Hadsten skænker liflige smagsprøver.














