Tirsdag aften var der linet op til en helt speciel koncert i Kulturhus Sløjfen, hvor Prinsens Musikkorps sammen med Hinnerup Garden og Favrskov Musikskole gav koncert.
Prinsens Musikkorps, der er et professionelt militærorkester, med base ved Skive Kasserne, er i øjeblikket på turné rundt i landet, hvor de spiller med lokale, unge orkestre, og tirsdag aften var de så kommet en tur til Hadsten. Her gav de først selv en mini-koncert på en halv time, hvor vi kom vidt omkring, inden de fik lokalt følgeskab den sidste halve times tid.
Normalt, når der er koncert i Lilleåsalen i Sløjfen, så er musikerne oppe på en scene, mens publikum sidder i salen. Tirsdag aften fyldte musikerne næsten hele Lilleåsalen, så man havde skubbet væggen til side, og så sad langt det meste af publikum på den store trappe op til biblioteket. Så det var på alle måder en helt særlig koncert, hvor Prinsens Musikkorps, Hinnerup Garden og elever fra Favrskov Musikskole gav prøver på deres kunnen.

Først stod den på country-western musik, og selvom, som orkesterleder Gert Hattesen udtrykte det, at USA måske ikke er det mest populære land lige nu, set med danske briller, så kan man jo ikke tage fra dem, at der er kommer meget god musik derfra. Derfor blev det til et par numre fra “over there”, inden det store publikum fik et klassisk potpourri, efterfulgt af Dronning Magrethes Parademarch. Herefter fik vi noget så særligt som et solonummer på tuba fra orkesterets spanske musiker, inden der blev rundet af med et par numre i latin-genren, nøj, hvor det swingede. En halv time, der i den grad fik smilene frem og hænder og fødder til at bevæge sig hos publikum, som var repræsenteret i alle aldre denne aften.


Herefter kom Hinnerup Garden og elever fra Favrskov Musikskole på banen, og pludselig var hele Lilleåsalen fyldt op med musikere. Der havde været en fælles øvetime om eftermiddagen, og som Gert Hattesen sagde, så burde det jo ikke kunne lade sig gøre at få det til at lyde godt, men det gjorde det altså, i høj grad endda. Det kan godt være, at Prinsens Musikkorps er gode, men koncerten viste, at vi her i Favrskov også har særdeles dygtige, unge musikere, der leverede en fremragende indsats.
De havde naturligvis, hver især, øvet sig på de fælles numre der blev spillet i lidt mere end en halv time, og som tilskuere havde man på ingen måder fornemmelsen af, at de rent faktisk kun havde spillet sammen, alle sammen, i mindre en end time forud for koncerten. Højdepunktet, i hvert fald for denne artikels forfatter, var da Aphacas storhit “En drøm om et menneske” blev fremført. Bandet, der i øvrigt gav koncert i 2024 i netop Sløjfen til KVAS Festivalen, skal på torsdag spille sammen med Prinsens Musikkorps i Svendborg, hvilket orkesteret helt forståeligt glædede sig til.

Der blev sluttet af med “Uptown Funk” og “Shut up and Dance”, og her var taget på Sløjfen lige ved at lette på grund af den gode musik og publikums begejstring.
Så selvom det var tirsdag aften, mørkt, koldt og blæsende udenfor, så kunne man ikke andet end være i godt humør, da man forlod byens kulturhus. En herlig koncert, som var ganske gratis, hvilket jo kun gjorde det endnu bedre, om end det havde været det hele værd, hvis der havde været entré. Nu kan resten af ugen, på trods af blæst, sne og kulde bare komme an, ByensNyts udsendte er i hvert fald tanket op med god energi.

Fællesnumrene var følgende:
Konge Frederik X’s honnørmarch
Jesus bleibt meine freunde
Dovregubbens hall
En drøm om et menneske
Uptown Funk
Shut up and Dance (Ekstra nummer)
















