Sløjfens Store sal var fyldt til bristepunktet da ByensNyt overværede den ene af fire forestillinger af musicalen Min Café, der blev opført af det delvis lokale Musicalensemblet fredag
Publikum blev budt velkommen af forestillingsleder Anders Schriver og instruktør Mette Schrivers datter, som ønskede os alle en god oplevelse.
Mette Schriver har skrevet en rørende historie om om to forældreløse søstre, der sammen med deres moster driver en café, hvor stamgæsterne kommer og går. Vi bliver stille og roligt bliver introduceret til stamgæsterne, hvoraf nogle er på udkig efter kærligheden og nogle finder ud af at den er næsten for næsen af dem, mens andre må skuffes over tabt lykke.
Historien vrimler med skønne forviklinger, sjove kommentarer og rørende smådramaer og undervejs i historien finder vi ud af, at de to søstre slet ikke er søstre men at storesøsteren i virkeligheden er lillesøsterens mor. Storesøsterens kæreste som i ungdomsårene måtte flygte, fordi søstrenes far ikke synes han var god nok til hans datter vender nu tilbage, stadig lige forelsket i hende og uden at vide, at han er blevet far til en lille pige.
De to finder sammen igen. Datteren, som jo altså selv troede hun var lillesøster overværer en samtale mellem sin storesøster og hendes kæreste, som jo altså er hendes forældre og så er dramaet i fuldt flor.
Musicalen er spækket med god popmusik fra fire årtier, hvoraf nogle af numrene er originale mens andre har fået ny tekst, som passer ind i handlingen. Blandt aktørerne er der flere med rigtig gode sangstemmer, her kan særligt nævnes storesøsteren i forestillingen samt de to bærende herreroller. Instruktør Mette Schriver, der selv har rollen som lillesøsteren spiller formidabelt. Hun har udstråling og hun er virkelig overbevisende, når hun fortæller om den gang, hvor hun mistede sin mor.
De 12 aktører på scenen har haft gang i sang- og stemmetræning og koreografi og der er masser af farver på forestillingen i kraft af varierende kostumer. Aktørerne har uden tivivl brugt adskillige timer på at få en flot forestilling på banen, godt støttet af et velspillende orkester og dygtige folk på teknikken.
Dejligt, når vi her i byen bakker op, når nogle gør sig så store forberedelser på at skabe god underholdning. Musicalensemblet har spillet flere gange før i Sløjfen. Lad os håbe, at de er kommet for blive og at vi ser dem igen til næste år.