Mumbo Jumbo og Sallys far er på stemmesedlen til Børnevalget 2026

Et stjernespækket felt af kandidater kæmper om de små vælgeres gunst, når børn igen kan prøve kræfter med demokratiet til Børnevalget på biblioteker landet over.

Det er ikke kun voksne, der skal til stemmeurnerne. Fra tirsdag den 10. marts kan børn også sætte kryds på stemmesedlen, når Børnevalget 2026 går i gang på Favrskov Bibliotekerne – og på en lang række biblioteker i resten af landet.

Børnevalget er arrangeret af Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne i samarbejde med folkebiblioteker over hele landet. Mens de voksne stemmer til folketingsvalget, kan børn i alderen 4–12 år stemme på deres yndlingsfigurer fra kendte og elskede børnebøger.

“I år er kandidatfeltet særligt stærkt. Blandt kandidaterne finder man Sally og hendes pinlige far fra Thomas Brunstrøms og Thorbjørn Christoffersens populære billedbøger. Den biografaktuelle flodhest Mumbo Jumbo stiller også op og får på stemmesedlen selskab af blandt andre Børste fra DR’s Minisjang og teenagepigen Mira, skabt af den danske børnebogsforfatter Sabine Lemire”, lyder det fra Favrskov Bibliotekerne i en pressemeddelelse.

Børnevalget giver børn en sjov og meningsfuld introduktion til demokrati og valg og fungerer samtidig som et skridt på vejen mod børns demokratiske dannelse.

Idéen til Børnevalget opstod på Ballerup Bibliotek, hvor det første valg blev afholdt i 2015. Siden har konceptet spredt sig til biblioteker over hele landet. Ved sidste valg deltog over 23.000 børn – og vinderen blev katten Møgmis med sloganet: ”Ja til retfærdighed.”

Børn kan stemme til Børnevalget frem til den 24. marts.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler