Grundpræmissen for Hadsten Kulturhus Sløjfen blev skabt i lokalplanen i f.m. husets etablering: ”Forsamlingshuset udformning skal signalere, at det er et sted for byens borgere, hvor de kan mødes om kulturelle aktiviteter.” Den grundpræmis som har ageret fundament for SLØJFEN siden starten har gennem årene sikret en stærk og loyal lokal opbakning. Ikke bare i antallet og mangfoldigheden af brugere.
1. Bestyrelsen er frivillig og lokalt baseret
2. Sløjfen har et antal Sløjfevenner som er frivillige og som på en lang række områder støtter Sløjfen med alt fra stoleopsætning, billetsalg, borddækning og oprydning.
3. Huset bakkes op af lokale supportere og partnere, som hvert år lægger op mod 100.000 kr. til styrkelse af husets aktiviteter.
Igennem de seneste år har mere end 100 forskellige aktører; foreninger, organisationer, skoler, menigheder, virksomheder og kommunale institutioner anvendt Sløjfen som mødested, foredrag, undervisning, udstillinger og hertil kommer Sløjfens eget aktivitetsudbud som er kommunens største. Vi har imidlertid gennem alle årene haft en udfordring med Sløjfens køkken. Det er simpelthen ikke stort nok til, at man kan drive en bæredygtig forpagtning herfra. Skiftende forpagtere har derfor måttet opretholde køkkenfaciliteter og personale to steder og har været nødsaget til at transportere maden frem og tilbage til huset. Selv om aktivitetsniveauet er – og hele tiden har været højt er det ikke nok til at man kan lave af at lave mad til huset. Dertil kommer, at man som forpagter også har til ansvar at drive cafeen. Det kan være umådeligt svært at skabe det rette miljø, der skal til for at drive en god café, hvis man ikke har sit primære køkken i huset. Cafeen er husets udstillingsvindue og visitkort og hvis der ikke er aktivitet i cafeen, kan man meget nemt, fejlagtigt få den opfattelse, at der slet ikke sker noget i huset. Derfor har Sløjfens bestyrelse opfordret kommunen til at investere i et nyt køkken, som gør det attraktivt for en forpagter; 1) at drive café midt i byen 2) at servicere husets aktiviteter med god forplejning 3) at levere mad ud af huset. Kommunen er nu i fuld gang med at se på mulighederne for at tænke løsningen sammen med en udvidelse af Sløjfen og placering af en ny ungdomsklub i eller tæt ved huset.