7. december 2024

Sløjfen ser tilbage på 2019

2019 har været et på mange måder begivenhedsrigt år. Ikke alene har der været et stort antal velbesøgte arrangementer i huset men der har samtidigt været travlt på de interne linjer, beretter Sløjfens bestyrelse i dette tilbageblik over året.

Velbesøgte arrangementer

Allerførst glæder vi os i bestyrelsen over den store tilslutning der har været til husets egne arrangementer. En af de helt store succeser var den udsolgte koncert med Cohen Tribute, hvor nogle af landets mest karismatiske sangere; Steen Jørgensen (Sort Sol), Claus Hempler (ex. Fielfraz), Bjørn Fjæstad (ex Baal) m.fl. og musikere gav en hyldestkoncert med Leonard Cohen-numre. En koncert som kun spillede få steder i landet og herunder altså også i Sløjfen.

Så har vi stået for at arrangere et stort wrestling-show, som også var noget af et tilløbsstykke. Vi har afholdt koncerter med Sko & Torp, Kristian Risager, Grarup Allstars, Carl Emil Petersen, Sigurd Barret, Den Gamle Sangskat og flere frokostjazz-koncerter og vi har haft koncerter med elever fra musikskolen og fra musikkonservatoriet.

Grarup All Stars

Vi har haft juletræsfest, skiftende udstillinger og velbesøgte foredrag med forfatter Peter Øvig Knudsen og med drabschef Jens Møller Jensen og Stine Bolther, med TV-værten Anne Hjenrø samt foredrag om højbjergmordet og om skizofreni,

Lilleåsalen og cafeen har også været brugt til en række valgarrangementer, herunder bl.a. et stort valgmøde med østjyske folketingskandidater, der blev vist direkte på TV2 Østjylland. Derudover har vi også haft gæsteforestillinger fra Randers Egnsteater og Teatergruppen Riddersalen og flere andre større og mindre arrangementer.

Eksterne aktører

I bestyrelsen glæder vi os også over de mange aktører udefra som bruger Sløjfen, og hvor Sløjfen lægger rammer til arrangementer som de planlægger i huset:

Herimellem har “Syng fra den Blå” gennem mange år været en vedvarende succes med god tilslutning og således også i år.

Favrskov Revyen samlede igen 600 gæster til deres i alt fire forestillinger i marts.

Musical Ensemblet, spillede i år en flot Birthe Kjær-musical over tre aftner. AOF arrangerede bl.a. et spændende foredrag med Allan Olsen. Anytime fyldte cafeen til deres arrangement med Vild med Dans deltagerne Thomas Evers Poulsen og Christina Hembo.

Anytimes arrangement med Christina Hembo & Thomas Evers Poulsen

Der blev afholdt Pladebørs, med deltagere fra hele landet og projektet Uanset afholdt julemarked. Coding Pirates, Ældresagen, Kræftens Bekæmpelse og Østjysk Business Network har ligeledes tilbagevendende afholdt en lang række arrangementer i huset i år, ligesom Sløjfen har været mødested for borger- og bestyrelsesmøder og generalforsamlinger og meget, meget mere.

Og så er der nogen, der tror, at der ikke sker noget i Sløjfen 😊.

På de interne linjer har vi også haft ekstra travlt i bestyrelsen i år og det vil vi snart fortælle mere om.

Sløjfens bestyrelse

Sløjfens bestyrelse består af

Mona Gleerup – Brugervalgt (næstformand), Michael Jensen, brugervalgt, Peter Winding, brugervalgt, Mette Sandahl, Favrskov Musikskole, Lars Johansen,  udpeget af Kulturelt Samvirke, Marianne Hyldal Vollmer, medarbejderrepræsentant samt undertegnede Jan Erik Elgaard, (formand, udpeget af Kulturpartnerne). Herudover deltager Irene Bartholin Poulsen, husets daglige leder som sekretær på møderne.

(Da billedet ovenfor blev taget var Mette Sandahl fraværende)

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler