9. maj 2026

Stor opbakning til KVAS festival 2026

For tredje år i streg, så er det vist blevet til en tradition, er der KVAS Festival i Kulturhus Sløjfen. En festival til unge, arrangeret af unge, og selvom der er flere måneder til, så er planlægningen i fuld gang i styregruppen.

De to første år har arrangørerne haft held og dygtighed til at spotte navne, der i den grad har slået igennem efterfølgende. Det første år gav Aphaca koncert, hvilket i dag virker tæt på surrealistisk, med tanke på den succes som bandet sidenhen har haft, og sidste år var det så Downtown July der henrykkede det unge publikum.

Den unge styregruppe bag KVAS festival er i fuld gang med forberedelserne til årets festival,
som afholdes lørdag d. 29. august i kulturhuset Sløjfen i Hadsten. Og de unge arrangører
oplever stor opbakning fra både artister og fonde.

“I slutningen af april sluttede festivalens OPEN CALL, hvor unge vækstlagsbands kunne
ansøge om at spille på KVAS festivalen. Interessen har været helt overvældende! 40 bands
har søgt om at spille på festivalen! Styregruppen er nu i fuld gang med at lytte de mange
ansøgninger igennem for at udvælge de vækstlagsbands, som skal stå på plakaten til årets
festival”, lyder det fra KVAS Festivalen.

En heldagsfestival er en dyr omgang, så de unge har også været i gang med at søge fonde,
og det er også gået rigtig godt. Udover de 100.000 kr. som Favrskov Kommune bidrager
med, har Nordea Fonden – Liv i det lokale valgt at støtte festivalen med 50.000. ELRO dage
har også valgt at støtte festivalen med intet mindre end 70.000, som er øremærket aftenens professionelle hovednavn.

For festivalen slutter selvfølgelig af med et brag. Styregruppen glæder sig til at afsløre,
hvilket band, de har booket….men det er en hemmelighed lidt endnu. Følg med på
festivalens Instagram, Facebook og på kvasfestival.dk

Hvis man har lyst til at være med til at arrangere festivalen, eller på anden vis har lyst til at
hjælpe de unge med at realisere deres drømme, er man meget velkommen til at kontakte
styregruppen på kvasfestival@gmail.com.

Der bliver KVAS festival igen i år, og styregruppen håber på, at tage festivalen til nye højder
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler