21. januar 2026

KVAS får assistance fra Den Jyske Håndværkerskole

Når Hadsten og Kulturhus Sløjfen den 30. august forvandles til et festligt samlingspunkt under KVAS-festivalen, bliver det ikke kun musikken fra Downtown July, Drømmeganger og KRYD, der fanger opmærksomheden.

Midt i mylderet vil fire store, lysende bogstaver kaste glans over sommernatten. Fire bogstaver skabt med snilde og kreativitet af elever fra Den Jyske Håndværkerskole.

Det hele begyndte med en forespørgsel. Festivalen ønskede et blikfang, der kunne genbruges år efter år. En opgave, som eleverne på skolens skoleoplæring tog imod med åbne arme. Resultatet taler sit eget sprog. Fire imponerende bogstaver, bygget i træ og med indbyggede solcellelamper, der ikke bare lyser op, men også fortæller historien om lokalt engagement og håndværksmæssig stolthed.

”Det er virkelig hyggeligt at gå rundt på byggepladsen og skabe noget, der er til glæde for den lokale ungdom,” fortæller Oliver Apel Mohrsen, tømrerelev i skoleoplæringen. Han har været en del af det hold, der har arbejdet på projektet, og han er stolt af resultatet, lyder det i en pressemeddelelse fra Den Jyske Håndværkerskole.

”Det er fedt at se, hvordan vi med vores hænder kan producere noget, der bliver brugt og værdsat. Det giver en helt særlig følelse,” siger den 18-årige tømrerlærling med et smil.

Skulle du stå og mangle en engageret tømrerlærling som Oliver, kan du kontakte Den Jyske Håndværkerskole på 89 370 100.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler