29. marts 2024

Ro til tro – Nyt “koncept” i Sct. Pauls Kirke

I morgen er der premiere på et helt nyt format i Sct. Pauls Kirke i Hadsten, nemlig det de har valgt at kalde “Ro til tro”. Det er en aftensgudstjeneste, hvor der er fokus på, godt gættet, ro og eftertænksomhed.

Den nye gudstjeneste bliver til en start afholdt den første onsdag i måneden, foreløbig frem til april, men viser det sig, at der er behov for mere, så er kirken åben for forslag. Man har ikke lagt sig fast på noget, og formen af selve gudstjenesten er også til debat.

“Det er blevet efterspurgt gennem lang tid, og nu gør vi det så. Hvis det viser sig, at der er en menighed til det, og det tror jeg helt bestemt der er, så kigger vi på, om det skal være oftere, om det skal være hele året eller om det nuværende niveau er passende. Jeg håber også meget på, at dem der kommer, vil komme med input til, hvordan formatet skal være, fordi der er ingen tvivl om, at det her er noget vi øver os på, i forhold til, hvordan det skal være, formatet er ikke hugget i sten på nogen måder”, fortæller Marie Thomsen, der er præst i Hadsten Storpastorat.

Og hvad går “Ro til tro” så egentligt ud på.

“Vi åbner dørene klokken 19.30, og så er der ti minutter, hvor man bare kan sidde helt stille og roligt, mens man lader tankerne flyde, tænde et lys eller bare nyde rummet og musikken. Derefter går gudstjenesten i gang, hvor konceptet er at os der deltager får lejlighed til at gøre os nogle tanker undervejs. Der vil ikke være en prædiken, men i stedet læsninger af digtere eller kloge mennesker samt biblen, og så vil det være båret af bøn og musik, mens vi på sigt måske skal prøve om vi kan være helt stille sammen. Det bliver ikke det første vi gør, der kan vi være stille mens der er musik. Det der med at være helt stille, er noget de fleste af os skal øve os på, så det ikke er voldsomt ubehageligt”, siger Marie Thomsen til ByensNyt.dk, og tilføjer:

“Det er voksengudstjeneste, det ligger næsten også i tidspunktet, hvor det er ambitionen at præsten fylder meget lidt, fordi det skal være et åndehul, hvor det er helt ok at forsvinde mentalt ud af vinduet for en stund. Jeg tror det bliver meget, meget fint, og som præst glæder jeg mig til at have disse gudstjenester, hvor jeg også tænker, at det langtfra er sikkert, at det er de samme der vil komme om onsdagen, som kommer til en normal søndagsgudstjeneste. Jeg tror at vi rammer en anden gruppe med det her format, og jeg ser virkelig frem til, at få det prøvet af, fordi jeg er sikker på, at der er en menighed til det”

Foto: Peter Winding
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler