Først kom Corona, og så kom en længere periode med renovering af salen, men nu sker det så. Onsdag aften er det igen muligt at komme i biffen i Hadsten.
Siden marts har der ikke været gæster i Hadsten Bio, men der venter til gengæld de kommende gæster en helt ny biografoplevelse, når man fra i aften igen kan komme ind i mørket og se film.
Biografen er nemlig blevet totalrenoveret, både med nye sæder, ny lyd, nyt lys og meget mere, således at salen står knivskarp til aftenens Grand Opening.
Der er dog stadig restriktioner grundet Corona, og derfor må der maksimalt være 65 i salen, og ude i forområdet, hvor man køber billet, kaffe og slik, må der kun være 10 personer ad gangen. Så biografen opfordrer til, at man lige stikker hovedet ind af døren, inden man kommer ind, således at reglerne kan overholdes.
Den første film der er på plakaten er “Tenet”, som er en actionspækket science fiction film, med John David Washington i hovedrollen. Den spiller klokken 19.30.