Børnene er netop gået på sommerferie, og hvis ikke endnu, så kan tiden senere på sommeren ganske sikkert føles lang. Det har Sløjfen heldigvis løsningen på.
Hver torsdag fra kl. 10-14 i skolernes sommerferie kan du nemlig lege med alt vores legetøj – lige fra Klakx, basketbolde og sæbebobler til minigolf, kæmpeludo og stigegolf. Derudover får vi nogle af disse torsdage besøg. I uge 26 kan du også gå på opdagelse i Udeunger.dks rullende, kreative naturværksted og få en spændende naturoplevelse og ugen efter, torsdag d. 6. juli, kan du undersøge livet i Lilleåen sammen med naturvejleder Sisse Sjöstedt.
Går du med en gøgler i maven skal du kigge forbi torsdag d. 13. juli. Her får vi nemlig besøg af Søren Visby fra Det Flyvende Kuffertcirkus, som lærer cirkuskunstner fra sig. Sidst men ikke mindst kan du få pulsen op torsdag i uge 31, når Erik Særkjær sætter gang i spændende aktiviteter.
Alle aktiviteter er gratis, og alle er velkomne til at komme og lege med. Vi glæder os til at se jer!
Husk at der på de andre biblioteker i Favrskov også er forskellige aktiviteter i løbet af sommeren. Følg med og læs mere på favrskovbib.dk.