Det regnede hele eftermiddagen over Hadsten, i perioder ganske kraftigt, men der skulle mere til at stoppe festen, og derfor blev Musik På Toppen, præcis som de to foregående år, en stor succes.
Der var på forhånd meldt udsolgt, og trods det knapt så gode vejr, så var langt de fleste dukket op, godt klædt på til regnvejr og blæst, hvilket gjorde, at det blev en ganske fornøjelig havefest på toppen af Hadsten, og publikum virkede i det hele taget til, at der skulle mere end regnvejr til, at slå dem ud.
Det var i år blevet borgmester Lars Storgaard, som havde fået æren af at holde åbningstalen, og han glædede sig over at Keld og Charlotte Sørensen, som står bag festivalen, endnu engang havde formået at stable den store havefest på benene, til glæde for de godt 1600 tilskuere. Han sendte også en stor ros afsted mod de mere end 80 frivillige, der sørgede for, at det hele spillede både før, under og efter festen, og takkede også publikum og Hadsten for den store opbakning til Musik På Toppen, som blev afholdt for tredje gang. I følge borgmesteren, så er tredje gang et tegn på en tradition, og så må vi jo se, om arrangørerne er enige, og giver Hadsten en fjerde havefest.
Lis Sørensen gik på scenen klokken 14, og hun fik virkelig tændt op under publikum i den silende regn med masser af gode klassikere, og såmænd også flere nyere sange. Man fornemmer tydeligt, at Lis Sørensen er garvet og kan sit kram, og man imponeres over, at hendes stemme stadig er på et så højt niveau. Hun havde samlet et fremragende band, og sørgede for god, gedigen underholdning til det begejstrede publikum.
Herefter gik lokale Mercury Band på scenen, og fik såmænd uventet gæsteoptræden fra Lars Storgaard, der sang solo på to Bamse-numre, til stor begejstring for de fremmødte.
Herefter var det MoonJams tur, og også her fik publikum et godt gensyn med gode sange fra 80´erne og 90´erne, blandt andet “Gennem ild og vand”, hvor jo især sidste ord passede meget godt til situationen.
Herefter stod den igen på Mercury Band, der blev afløst af Johnny Madsen Jam, Shubberne og til slut GNR Tribute, der runder festen af klokken 22.00.
Der var som altid kælet for detaljerne, og som gæst fornemmede man, at der var styr på tingene, lige fra øl, bespisning, toiletter og oprydning, hvilket man som publikum, uanset alder, sætter pris på og lægger mærke til. Så trods modspil fra vejrguderne, så blev Musik På Toppen igen en succes, og nu er der bare at krydse fingre for, at Keld og Charlotte er klar til endnu en omgang fest på Villa Grande til næste år.