21. april 2025

Udsolgt Kandis-julefrokost har fået skabt plads til 60 gæster mere

Der gik lige godt 14 dage tilbage i Marts, før arrangørerne bag den store julefrokost i Hadsten Kultur- & Idrætscenter med Kandis som hovednavn, kunne melde fuldstændig udsolgt. 

Siden da har der været en stor interesse fra forskellige sider for at få fat i billetter til julefrokosten, og derfor har man fra arrangørernes side arbejdet på en løsning, så flere kunne komme med til festen. Det er nu lykkedes, fortæller en af arrangørerne bag, Martin Vernstrøm Svenningsen.

”Vi har været enormt glade og stolte over at så mange har ønsket at bakke op om julefrokosten og Kandis-koncerten i Hadsten, ja faktisk har vi været blæst helt bagover at opbakningen. Så vi har arbejdet på at finde en løsning eller to, som måske kunne skabe at flere kunne komme med til festen i år. Det er nu lykkedes, og vi har fået flyttet lidt rundt på måden vi stiller det op på, og kan nu med glæde fortælle at vi får plads til 60 gæster mere”, fortæller han i en pressemeddelelse. 

De 60 billetter bliver sat til salg mandag d. 30/9 kl. 12:00 via Ticketcase, og der er mulighed for at købe enten med fri bar eller uden fri bar. 60 billetter er, hvad arrangørerne kunne finde plads til, men man kunne nok have solgt et par hundrede mere fortæller Martin. 

”Hvis vi havde en lidt større hal, så kunne vi nok have solgt 150-200 billetter mere. Så de 60 billetter dækker ikke den efterspørgsel vi har fornemmet, men det er det bedste vi kan klare for nuværende og så må vi se om det kan gøres bedre i fremtiden”, udtaler han. 

Arrangørerne er i tænkeboks om julefrokosten skal være en årlig tilbagevendende begivenhed, og afventer at se, hvordan selve festen går, før man vil lægge sig fast på en gentagelse.
 
”Vi bruger i år som en prøveballon. Vi er nødt til at se på alle dele af det, før vi kan kigge på om det skal komme igen næste år. 
Hvordan hænger økonomien sammen, er der nok hjælpere, skal Kandis evt. spille igen og er de i så fald ledige næste år, der er mange ting, som vi gerne vil have erfaringer med, før vi lægger os fast på en gentagelse. Men målte vi alene på interessen og billetsalget, så var det jo en no brainer at sige vi naturligvis skal gentage det næste år, nu må vi se”, slutter Martin af. 

Julefrokosten finder sted d. 23/11 fra 18:00-01:00 i Hadsten Kultur- & Idrætscenter og vil med de nye 60 billetter kommer over 700 gæster totalt set til festen, hvilket er maksimum kapacitet i hallen ift. Brandmyndighederne. 

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler