9. august 2022

Nu kan du igen blive testet i Hadsten

Teststationen i Hammel og Hadsten 7.-12. januar var en meget stor succes. Her mødte mere end 4000 borgere op for at blive testet.

Successen har ført til, at de mobile teststationer vender tilbage til Hadsten i den kommende uge samt fra lørdag og 14 dage frem.

Kommunaldirektør Jan Kallestrup håber på, at endnu flere borgere vil benytte sig af testmuligheden.

– Det er meget vigtigt, at vi hurtigt finder de personer, der er smittet med coronavirus, så vi hurtigst muligt får stoppet eventuelle smittekæder. Så det er bare med at få bestilt en tid til test, hvis man har symptomer på coronavirus eller har været i kontakt med nogen, der er smittet. Det gælder også, hvis man møder fysisk på arbejde og her omgås andre – også selv om man ikke har symptomer. Det kan også være en god ide at blive testet, hvis man skal være sammen med en person, der er i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19, siger Jan Kallestrup.

De mobile teststationer udfører PCR-tests, som er den mest præcise testtype, der også bruges på regionens store testcentre. Svaret på testen fås på www.sundhed.dk inden for 1-2 døgn efter testen.

Der testes i Hadsten: 19.-20. januar (tirsdag og onsdag) og herefter fra på lørdag og 14 dage frem.

Hadsten Kultur- og Idrætscenter, Hadbjergvej 12, 8370 Hadsten

Man skal være fyldt 12 år for at blive testet på de mobile teststeder, idet personalet ikke er uddannet til at teste børn under 12 år.

Der kan allerede nu bestilles tid til test på www.coronaprover.dk

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler