Foto: Preben Breinholt, Breinholt Foto.

I går kunne vi her på ByensNyt.dk fortælle, at SF i Favrskov har foreslået at slå de fire administrationsbygninger sammen til ét fælles rådhus i Hadsten.

Borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring, er noget mere lunken over for idéen, og undrer sig over, at forslaget kommer netop nu, da budgetforhandlingerne allerede er i fuld gang for det kommende år.

“Jeg har godt set, at SF er kommet med forslaget, men jeg undrer mig over, at de foreslår det i en annonce og ikke i byrådet og til de budgetforhandlinger, hvor sådanne ting vedtages. Det løb er kørt for i år, så timingen er ikke særlig god, må jeg sige. Socialdemokratiet foreslog faktisk sidste år, at man nedlagde administrationsbygningen i Hvorslev, netop fordi den er nedslidt og måske også ligger lidt upraktisk i forhold til resten af kommunen, men det forslag var der ikke enighed om. Måske kunne vi have fundet flertal for det, men min politiske fornemmelse siger mig, at i sådanne situationer er det godt, hvis vi enige”, siger Niels Borring til ByensNyt.dk.

Så som det ser ud lige nu, så får Hadsten ikke rådhuset til byen i nær fremtid, hvor man i stedet er i gang med at udvide Jobcenteret på Vesselbjergvej, så man langt om længe kommer af med pavillonerne, som efterhånden har stået på grunden i rigtigt mange år.

”Til gengæld er jeg glad for, at vi snart kan tage de nye lokaler i brug ved jobcenteret i Hadsten, så vi slipper af med pavillonerne. De pynter bestemt ikke, og jeg mener, at vi som kommunen har en forpligtigelse til, at tingene ser ordentlige ud. Der ud over er der også alt det med indeklima og at de ikke er særligt praktisk indrettet, så det bliver en god opgradering af de eksisterende bygninger.”

Læs SF’s forslag her.

Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.