Gennem mange år, har GP Ejendomme udlejet kontorer i Hadsten på flere forskellige adresser i Hadsten, til små og mellemstore virksomheder.
Dette har indtil nu været på almindelige lejebetingelser, altså længerevarende engagementer, hvilket naturligvis fortsætter, men nu forsøger man sig med et helt nyt koncept, nemlig udlejning på dagsbasis. Både store og små kontorer, og med samme service, som alle andre lejere.
”Vi har af og til lokaler ledige rundt omkring i Hadsten, og det vil vi nu forsøge at udnytte til fordel for folk, der ikke har brug for et kontor hver dag, eller som har et kundemøde i byen, men mangler et sted at holdet det”, fortæller Gregers Petersen, direktør for GP Ejendomme.
Det nye tiltag, fungerer allerede i flere andre danske byer, og Gregers Petersen er sikker på, at der er et marked for korttidsleje, også i en by af Hadstens størrelse.
”I en tid, hvor tingene hele tiden bevæger sig, og det måske går lidt stærkere end for år tilbage, så er det vigtigt at vi som virksomhed ser nye muligheder og bliver endnu mere fleksible end hidtil. Der er en del, som helst ikke vil binde sig i for lang tid, men som stadig kan have glæde af et kontorfællesskab, hvad enten det er for at få lidt social sparring, eller for at kunne servicere sine kunder på en god og let måde”, lyder det fra Gregers Petersen, som uddyber hvad der blandt andet er med i lejen:
”Mødelokaler, internet, adgang til printer, kopimaskine og lignende samt selvfølgelig kaffe, el, vand og varme all incl”.