På torsdag kan Hadsten Håndbolds Serie 1 hold sikre sig oprykning til Danmarksserien, hvis holdet slår Galten på hjemmebanen i Vestjysk Bank Arena. Samtidig skal kvindernes i 2. division forsøge at få lidt spænding tilbage i oprykningskampen mod Sæby.
I serierækkerne kan man rykke op eller ned hvert halve år, og det er netop det der nu muliggør, at Hadsten Håndbolds Serie 1 hold formentlig kan kalde sig Danmarksseriehold efter sommerpausen. En række, hvor holdet spillede i efteråret, men, hvor modstanden tilsyneladende var for stor, da man rykkede ned i Serie 1 efter et halvt år.
På torsdag kan man så sikre sig en ny oprykning, hvis man hjemme mod Galten sikrer sig to point. Kampen starter klokken 20.30, og der er naturligvis gratis entre.
Inden den kamp kan man jo passende se Hadsten Håndbolds 2. divisionshold, der møder Sæby HK. Indtil i sommer var Hadsten Håndbolds kvinder en fast bestandel af 1. division, hvor holdet havde befundet sig siden 2012. Et helt forfærdeligt forår ændrede dog den position, og holdet har derfor spillet i 2. division i denne sæson. Målet var fra sæsonstarten af, at få et hurtigt comeback til 1. division, men nogle ærgerlige pointtab har gjort, at holdet er fem point efter førerholdet Sæby, med blot fire kampe tilbage. Derfor er en sejr påkrævet, hvis det spinkle håb om oprykning skal fastholdes, og den kamp starter klokken 19.15.