Siden starten af 2026 har det været muligt, i lighed med mange andre kommuner i landet, at stille et borgerforslag til byrådet i Favrskov, men er det nu egentligt også en reel mulighed?
Det har siden 2018 været muligt at stille borgerforslag til Folketinget, hvor man med 50.000 stemmer, kan få taget sit forslag ind i Folketingssalen, og efterfølgende er flere kommuner kommet på banen med lignende tiltag.
I år er det så blevet muligt at stille borgerforslag til byrådet i Favrskov, hvilket flere allerede har benyttet sig af. Fælles for dem alle, minus et enkelt forslag, er dog, at de ikke har været i nærheden af de 900 stemmer der skal til, for at borgerforslaget kan blive behandlet i byrådssalen, til trods for at flere forslag, bestemt har haft potentialet og en relevans.
Det eneste forslag der har opnået 900 stemmer, er forslaget om en badesø i Hadsten. Her gav vi på ByensNyt forslaget opmærksomhed, hvilket i den grad fik forslaget i den rigtige retning. Inden vi lavede en artikel omkring forslaget, havde det opnået 70 stemmer, mens det ret hurtigt efter vores artikel kom tæt på 700. Herefter kastede det aarhusianske lokalmedie, Din Avis, sig også ind i kampen, og sikrede de sidste 200 stemmer, så forslaget kunne tages ind i byrådssalen.
Alle andre forslag har fået omkring 200 stemmer eller mindre, og dermed milevidt fra målet, som skal nåes inden tre måneder, hvilket er den tidsramme, som byrådet har sat. Det mål er første ud af to punkter, som jeg ser som et problem for borgerforslagsordningen. Det andet, og helt klart største problem, er mængden af stemmer. 900 stemmer er ganske enkelt alt for mange.
Kigger man på Aarhus Kommune, så skal man her mønstre 1500 stemmer på et halvt år, for at få et borgerforslag videre til byrådet. Der bor godt 380.000 indbyggere i Aarhus Kommune, mens der bor 50.000 i Favrskov. Så det er altså betydeligt lettere at få et forslag til byrådet i Aarhus end i Favrskov, og der er samtidig den dobbelte tid til det. I Syddjurs Kommune skal man mønstre 250 stemmer, Viborg 600, Roskilde 500 og Odder Kommune er det 358, blot for at nævne nogle eksempler. Man kan også finde kommuner, hvor kravene minder om Favrskov, men den generelle tendens, så vidt jeg kan se, er, at Favrskov er placeret i den høje ende af skalaen.
Derfor bør man, efter min mening, kraftigt overveje at sænke kravet, som minimum til det halve. Ellers kunne man godt få den fornemmelse af, at man har en ordning for at det skal se pænt ud, men som ingen gang på jorden har. Jeg vil gå så langt som til at sige, at fastholder man de 900 stemmer, så kan man lige så godt nedlægge ordningen, fordi det er spild af tid ellers, især borgernes.
Jeg har naturligvis forhørt mig i det politiske landskab, og her er meldingen flere steder fra, at man vil tage sagen op i det nye år for at forsøge at få tallet ned. Det er dog mere mudret, hvor langt man gerne vil ned. Flere har sagt, at det ikke skal være for let, hvilket jeg er helt enig i, men det skal omvendt heller ikke være urealistisk. Med tanke på, hvordan Favrskov er opbygget, så virker 250-350 som et realistisk bud, hvor man skal gøre en indsats for at komme i mål, men, hvor det samtidig er inden for det realistiske.
Ordningen kunne godt blive en succes, hvis det ønskes fra politisk side, og et kærkomment bud på, hvordan politikere og vælgere kom tættere på hinanden, men så bør man også fra politisk side tage ordningen op til ny overvejelse. Jeg taler ofte med politikere, der gerne vil have vælgerne mere på banen, og det vil kun være godt i en kommune, hvor byrådet meget ofte er enige om det meste. For at udvikle sig, skal man have lidt modstand fra tid til anden, men så kan det ikke nytte noget, at man gør det så besværligt at komme til orde, så folk til sidst opgiver. Det kommer de til, hvis borgerforslagsordningen ikke ændres.























