Det kan godt være, at det ikke er en af byens største foreninger, men Hadsten Hawks har en evne til at udvikle dygtige basketball spillere, der gennem de seneste år, har klaret sig rigtigt godt, både nationalt og internationalt.
Efter nytår var klubbens U-16 drenge taget til Sverige, for at deltage i den traditionsrige turnering “Lundaspelen”, hvor over 404 hold deltog, og alene i U-16 puljen deltog 36 hold.
Holdet var kraftigt reduceret på grund af skader, og havde derfor kun syv mand til rådighed, og da der er fem på banen af gangen, så var det begrænset med udskiftningsmuligheder. De første tre puljekampe blev dog vundet forholdsvis let, og i 1/8 finale var det så et svensk hold, der måtte lade livet. Desværre blev endnu en Hadsten spiller skadet, og dermed var holdet nu nede på kun seks spillere.
“I kvartfinalen mødte vi BMS (DK); BMS er en meget stor og traditionsrig klub i Dansk Basket og til stævnet inkluderede deres “starter-5″ to A-landsholdspillere. BMS er ligeledes vores store konkurrent fra Sjælland, som vi har mødt flere gange til Nordisk Mesterskab, DM-finaler og Pokalfinaler.Det var Davids kamp mod Golliat – men drengene stod sammen og kæmpede med alt hvad de havde lært og kunne trække sig ud af kampen som vindere med 37-26”, fortæller formand for Hadsten Hawks, Thomas Møller, til ByensNyt.dk.
BMS kom aldrig i gang og var bagud 12-0 efter 6min inden de scorede første gang!
I semifinalen var det endnu et svensk hold der måtte gå fra banen med et nederlag på 40-22, og nu ventede Gladsaxe så i finalen. Det blev en tæt affære i en hal med godt 2000 tilskuere, der skabte en intens atmosfære. Hadsten var i teten gennem hele kampen, men med godt et halvt sekund igen, får Gladsaxe tildelt tre straffekast. De er bagud 31-33, men formår i den grad at holde hovedet koldt, og scorer på alle tre kast, hvilket gør, at det er Gladsaxe der løber med finalesejren.

“Vi tager hjem fra Lundaspelen med sølv, men en meget stor basketoplevelse rigere. Vi havde ikke forventet at komme længere end til BMS i kvartfinalen, men vi fik vist os selv, at med stærkt sammenhold og hårdt arbejde kan man komme langt”.