6. oktober 2024

Hadsten Gade Grand Prix får markant opbakning fra Favrskov Kommune

I 2024 og 2025 får Hadsten Gade Grand Prix markant opbakning fra Favrskov Kommune, der har valgt at bevilge samlet set 400.000 kroner til cykelløbet i markedsføringsstøtte for de to kommende løb.

Sidste år fik Hadsten Gade Grand Prix også tildelt 200.000 kroner fra kommunen, og det nye i aftalen er, at man nu har sikret en stor del af økonomien helt frem til 2025, hvilket alt andet lige vil gøre det lettere at planlægge aktiviteterne for 2025.

Der følger diverse krav med fra Favrskov Kommune for at bevilge den store markedsføringsstøtte, og blandt andet har man som krav, at eliteryttere, herunder Pro-Tour ryttere, stiller til start. Det skal også være gratis at følge løbet langs ruten, og der skal igen i år etableres en fanzone som kan benyttes mod betaling. Endelig forpligter Hadsten Gade Grand Prix sig til, at være en aktiv partner i at markedsføre løbet sammen med Favrskov Kommune.

Det glæder naturligvis formand for løbet, Anders G. Christensen, at Favrskov Kommune støtter op om løbet, der har en lang og flot historik som gadeløb, med den legendariske Søndergadebakke som højdepunkt.

“Jeg er på løbets vegne glad for, at Favrskov Kommune har valgt at bakke op om løbet igen i år, og også har sagt ja i 2025. Det betyder meget for løbets videre udvikling, at vi nu har et godt økonomisk fundament for 2024 og 2025. Nu kan arbejdet med at finde sponsorer for alvor gå i gang, og jeg håber at mange lokale og regionale virksomheder igen i år vil bakke op, så vi kan få et så stærkt felt som muligt”

Sidste år vandt Mads Pedersen fra Lidl-Trek holdet løbet, efter et særdeles tæt løb, der først blev afgjort på sidste opstigning af Søndergadebakken.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler