23. oktober 2024

Hadsten Hawks-træner kåret til årets ungdomstræner

Basketball er på fremmarch i Danmark og såmænd også i Hadsten, hvor den lokale klub, Hadsten Hawks, oplever stor medlemsfremgang især på ungdomssiden. I de sidste par år har de haft stor succes med SFO-basket, og det har de også bemærket i forbundet.

Klubbens SFO-projekt har fået sin egen underafdeling, der hedder Børnebasket Hadsten, og her er der medlemmer fra byens tre SFO’er. Det er Birna Ballisager, der står for træningen her. Det har hun gjort så godt, at hun i år blev indstillet til årets børne- og ungdomstræner i Danmarks Basketball Forbund, og i går blev hun så overrasket midt under en træningen med 40 børn af Thomas Johansen fra basketforbundet. Han havde rosende ord med og en check på 5000 kroner som bevis på, at hun nu kan kalde sig Årets børne- og ungdomstræner.

Birna Ballisager skulle efter overrækkelsen tilbage til træningen, så derfor tog ByensNyt i stedet en snak med Thomas Johansen omkring, hvordan man ender med at vinde den flotte pris.

“Prisen er en forholdsvis ny pris, som er blevet indstiftet, fordi vi i Danmarks Basketball Forbund har fokus på at skabe noget volumen i sporten især i ungdomsrækkerne. Så det er en pris, hvor vi kigger på, hvem der er med til at tiltrække nye spillere og fastholde dem gennem glæden ved at spille basket. Så det er en anden slags pris, end de mere traditionelle, hvor man mere kigger på, hvad man har vundet. Så det er simpelthen for at sætte fokus på, at vi gerne vil være flere, og at vi går mere op i at få folk til at spille basket end om at vinde. Sporten har aldrig haft det bedre end nu, hvor vi er vokset fra cirka 10.000 medlemmer i 2013, til vi nu har rundet 15.000 medlemmer på landsplan”, fortæller Thomas Johansen.

Formanden for Hadsten hawks, Thomas Møller, var naturligvis også glad og stolt over, at en træner fra klubben løb med den flotte pris.

“Det er selvfølgelig sindsygt fedt, at Birna løber med prisen, men egentlig ikke noget, der kommer bag på mig, for hun er rigtig dygtig og god til at favne mange forskellige typer, så de fleste kan godt lide at være sammen med hende. Børnene er glade for hende, og hun er gennem SFO-basket med til at skabe en kommende fødekæde til klubbens hold, og det er en meget vigtig funktion. Så jeg er rigtig glad og stolt på hendes vegne”, lyder det fra Thomas Møller.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler