Da Hadsten Gade Grand Prix løb af stablen sidste år i det nye set-up, kunne manuskriptet næsten ikke have været skrevet bedre, da det i et tæt løb blev lokale Jeppe Aaskov Pallesen, der på flotteste vis vandt gadeløbet i 2022.
Jeppe Aaskov Pallesen er født og opvokset i Hadsten, og derfor var det ekstra specielt for ham og byen, at han kunne køre først over stregen, blandt andet foran Mads Pedersen, der til slut ikke kunne følge ham.
Sidste år kørte Jeppe for ColoQuick, men er sidenhen skiftet til det polske hold HRE Mazowsze Serce Polski, og får dermed ikke samme opbakning fra et hold som sidste år, så sidste års vinder er klar over, at opgaven i år er helt anderledes.
“Jeg glæder mig til at komme hjem og forsvare sejren fra sidste år, men er også spændt på opgaven uden et hold i ryggen”, lyder det fra Jeppe Aaskov Pallesen.
Du kan møde Jeppe før løbet i Søndergade, hvor han skriver autografer fra klokken 17-18 ved Hadsten Handels butikker.