25. januar 2025

Vi glæder os til at byde medlemmerne velkommen tilbage

Fra på torsdag må man igen gå i fitnesscenter mod fremvisning af coronapas. Det blev besluttet i Folketingets genåbningsaftale der faldt på plads i nat.

“Og vi glæder os helt vildt, til at byde vores medlemmer velkommen tilbage” fortæller Knud Christensen fra Hadsten Motion til ByensNyt. “Men lige nu løber vi solen sort for overhovedet at nå at blive klar til at åbne på torsdag” fortæller han næsten forpustet over alt det de skal nå. “Normalt har vi jo åbent fra 5-23 uden bemanding, men med de nye restriktioner skal vi jo kunne tilbyde bemanding og corona-tjek, for at kunne byde medlemmerne velkommen tilbage. Det er en udfordring og det vil naturligvis begrænse åbningstiden, men vi gør hvad vi kan får at holde så længe åbent som muligt”.

Hadsten Motion ansatte 1. januar en ny centerleder Susanne Andreassen, som er ansat på fuld tid og som glæder sig til at komme rigtigt igang.

“Det, at vi nu har Susanne på fuld tid i huset og at vi har så flot opbakning fra vores frivillige instruktører gør, at vi trods alt kan tilbyde den åbning, som vi kan – og som vi melder ud, så snart vi har mulighed for det. Vi skal bare lige have kabalen til at gå op” siger han og man fornemmer tydeligt at kabaleudfordringen klart overstiges af glæden ved, at man nu kan åbne igen.

“Det bliver bare så godt!” slutter Knud.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler