Danmark har altid, trods vores størrelse, klaret os ganske godt i badminton på den internationale scene, og går du med drømmen om at blive den næste Viktor Axelsen eller Mia Blichfeldt, eller er du bare nysgerrig på, hvad badminton er for en størrelse, så har Hadsten Badmintonklub et godt tilbud til dig.
På lørdag, den 23. september, fra klokken 10-12, arrangerer badmintonklubben nemlig Åben Hal, hvor man kan komme forbi og prøve kræfter med sporten.
“Klubbens dygtige hjælpetrænere/ungdomsspillere står klar til at hjælpe med de basale teknikker til at få boldene over nettet – og til at fortælle, hvorfor de er bidt af sporten. Det er gratis, og vi har også alt det udstyr, man skal bruge – så det er bare at møde op og få en sjov og hyggelig formiddag. Hvis mor eller far er med, kan de få en kop kaffe og en snak i cafeteriet. Vi vil gerne vise, at badminton er en sport, der er både sjov og udfordrende med et godt fællesskab på banen – og at vi er en klub for alle, hvor vi favner både leg, holdånd, hygge, kammeratskab og ambitioner”, lyder det fra klubben i en mail sendt til ByensNyt.