For mange er sommerferien slut i dag, men ikke for skoleeleverne, der først starter på mandag. Mange af dem har tilmeldt sig HSK Fodboldskole, der startede i dag.
Der var livlig aktivitet omkring klubhuset ved HSK Fodbold i morges, hvor ikke mindre end 184 forventningsfulde fodboldspillere stod klar til at gå i gang med årets fodboldskole. Det er HSK Fodbold der arrangerer, og her bruger godt 30 frivillige en uge af deres ferie på at gøre ugen sjov og lærerig.
“Fodboldskolen i Hadsten er en afveksling mellem leg og seriøsitet i fodboldens tegn. Det er ikke kun en masse træningsøvelser, som de mange piger og drenge skal udføre i løbet af ugen. Deltagerne skal også spille kampe på kryds og tværs og hygge sig med mini-turneringer på multibanen samt afholde små straffesparksturneringer og meget, meget mere”, skriver HSK Fodbold på deres Facebookside.

Fodboldskolen er i gang hver dag fra 09-15 frem til på fredag. Der er 184 deltagere i alderen 6 – 15 år. De mange deltagere er fordelt på hele 12 hold. Størstedelen af deltagerne deltager desuden i fodboldskolens madordning.















