23. oktober 2024

Fodbold for piger er ikke bare en sport, det er et frirum til masser af sjov og motion

For HSK årgang 2008-2009 pigeholdet handler fodbold ikke kun om kampe og træning. Det er et sted som giver minder og gode venskaber og der er god tilslutning til stævner og turneringer med masser af fodbold og sjov.

ByensNyt har haft en snak med en af trænerne for holdet Morten Sørensen. ”Fodbold er en sport, der har en helt særlig plads i mange menneskers hjerter. Det er en sport, der kan give en masse adrenalin og samtidig være med til at skabe gode minder, og pigerne på holdet har det på samme måde”

Senest har holdet tilbragt tre dage i Aalborg til en turnering i Kristi Himmelfartsferien, hvor de har kæmpet mod andre hold fra bl.a. Hamborg og Barcelona og de har haft en fantastisk tid sammen. Men fodbold drejer sig ikke kun om at spille kampe og træne – det handler også om at have det sjovt og skabe gode minder. Derfor har holdet også stort fokus på sociale aktiviteter som bustur til Hamborg, landskampsaftner og endda en omgang fodbold-golf.

Nanna & Amalie med bilen fra Hadsten El. Foto: Brian Glenn Pedersen

To af holdets piger Nanna Hede Sørensen og Amalie Ramsdahl, der tydeligt nyder samværet på holdet fortæller til ByensNyt: ” På banen og uden for banen har vi det sjovt og hyggeligt sammen. Vi er tålmodige og giver plads til alle. Vi støtter hinanden og er positive hele tiden. Vi har et godt fællesskab gennem både nederlag og vundne kampe”.

Årgang 2008/2009 pigeholdet spiller både indendørs (vinter) og udendørs (vinter og sommer), hvilket betyder, at man kan spille hele året rundt.

”Der er noget helt særligt ved at sparke til bolden og konkurrere med andre spillere, og det kan være med til at skabe gode minder og venskaber, som kan vare hele livet” fortæller Morten Sørensen og afslutter med denne opfordring:

”Hvis du er en pige fra årgang 2008/2009, der overvejer at spille fodbold, så tøv ikke med at prøve det af. Holdet har et godt og inkluderende miljø, hvor alle spillere er velkomne, uanset deres niveau. Trænerne vil hjælpe til, at du føler dig tryg og godt tilpas på banen, men vigtigst at du har det sjovt. Der er ingen krav om tidligere erfaring, så hvis du er nysgerrig på at prøve kræfter med fodbold, så tag fat i en af trænerne eller pigerne, som allerede spiller fodbold for at høre nærmere om, hvordan du kan blive en del af holdet”

Nanna & Amalie med en bil fra sponsoren Byens VVS. Foto: Brian Glenn Pedersen

Pigernes tøj er sponsoreret af to lokale håndværksvirksomheder Hadsten El og Byens VVS. For Lars Nonboe, der driver Byens VVS, som er den ene af sponsorerne er det en glæde at være sponsor: ”Fodbold er ikke bare god motion, det er også fællesskab og sammenhold. Vi er glade, hvis vi med vores opbakning til spillertøj og lignende kan bidrage til, at pigerne får nogle gode oplevelser i deres fællesskab” slutter han.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler