Der er mange måder at bruge Kristi Himmelfartsdagene på, og hvor mange måske var i sommerhus, på storbyferie eller på camping, så valgte 220 ungdomsspillere og trænere at tage til fodboldstævne i Aalborg.
Det er fast tradition, at Aalborg City Cup afvikles i Kristi Himmelfartsferien, og i år var ingen undtagelse. HSK Fodbold deltog som vanligt, og sendte i år hele 220 personer afsted, hvoraf de 174 var spillere. De var fordelt på 16 forskellige drenge og pigehold fra U9-U15, og satte kursen mod Aalborg onsdag eftermiddag i fem busser.
Derefter stod den på hygge, socialt samvær og masser af fodbold frem til lørdag eftermiddag, hvor der igen var afgang, denne gang mod Hadsten. Undervejs var der mulighed for en masse aktiviteter i og omkring Aalborg, og mange forældre, bedsteforældre og søskende var naturligvis taget til Aalborg for at bakke op om holdene på grønsværen.

Det er Aalborg Freja der arrangerer turneringen, der i år havde besøg af næsten 350 hold fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.
HSK Fodbold er i øvrigt i fuld gang med forberedelserne til deres egen turnering, HSK Cup, der afvikles i den sidste weekend i juni, og hvor der som altid forventes godt 250 deltagende hold fra hele Jylland.


