For 6. gang var en større delegation fra HSK Oldboys på fodboldrejse. Denne gang gik turen til Athen, hvor der skulle ses fodbold, spilles fodbold og hygges til den store guldmedalje.
Turen har tidligere gået til steder som Portugal, Italien og Spanien, men i år var det altså Grækenland der var destinationen. 15 Oldboys 55 spillere var med i flyveren, herunder de to arrangører Peter Kjærgaard og Toni Olesen, der fra start har stået for turene.
Kampen i Athen stod mellem AEK Athen og OFI Crete, men grundet uroligheder tidligere på året, blev kampen afviklet uden tilskuere, hvilket gjorde at årets tur blev uden stadionoplevelsen.
”Det var selvfølgelig noget af en streg i regningen, at vi ikke fik set kampen, men vi kunne jo ikke gøre så meget ved det”, fortæller Toni Olesen til ByensNyt.dk.
Til gengæld fik holdet spillet kamp mod et lokalt oldboyshold, der blev en målrig affære, med de græske værter som vindere med 7 – 6.
”Vi havde hjemmefra fået arrangeret en kamp, da vi har en god kontakt på Chez Tony i Aarhus. Tony er græker og har hjulpet os med kontakten til den græske klub Panerythraikos. F.C som han ejer. Det var en god og sjov oplevelse, og så fik vi alligevel lidt fodbold med hjem fra turen. Der ud over stod den på sightseeing, hygge og socialt samvær, hvilket er et vigtigt aspekt på disse ture”, lyder det fra Toni Olesen.
Hvor turen går hen næste år er ikke fastlagt, men det ligger dog helt fast, at truppen drager ud på nye eventyr i 2021.
Fotos venligst udlånt af Gert Jensen