De 25. juni gæster Oldboyslandsholdet i fodbold Hadsten, når de i forbindelse med HSK Fodbolds 100 års jubilæum, spiller opvisningskamp mod det hold, der spillede i Jyllandsserien for klubben i 2009.
Med start på fredag, fejrer HSK deres jubilæum med mange forskellige tiltag i den kommende periode, og kampen mod Oldboyslandsholdet, der samtidig markerer starten på skolernes sommerferie, er i den grad noget der ses frem til fra klubbens side. Det er dog ikke gratis at få de gamle fodboldspillere til byen, så derfor har man allieret sig med en kampsponsor til den store begivenhed, og når man siger HSK, så rimer det nærmest på Niels Martin Thomsen.
Han har gennem mange år været hovedsponsor for klubben med sit firma, NMT El-Service, og har også selv spillet i klubben, og han var derfor hurtig med på idéen, da jubilæumsudvalget tog kontakt til ham.
“Jamen, det krævede ikke megen betænkningstid, selvfølgelig skulle jeg være med som kampsponsor, og jeg er også glad for, at klubben tænkte på mig i den her sammenhæng. Jeg har støttet op omkring klubben i mange år, og derfor giver det også god mening, at jeg er med med til det her flotte arrangement”, fortæller Niels Martin Thomsen til ByensNyt.
HSK, der indtil 2005 hed HG, har en stor plads i Niels Martins hjerte, så hans engagement i klubben er en blanding af hjerte og hjerne, med hovedvægt på hjertet.
“HSK betyder rigtig meget for mig, og det er den primære årsag til, at jeg er hovedsponsor, da min virksomhed primært retter sig mod Aarhus. Det gør da bestemt ikke noget, hvis der falder noget arbejde af gennem mit sponsorat, men det er ikke derfor jeg er med hovedsageligt, så det er klart med hjertet og lidt med hjernen jeg er sponsor”, lyder det fra Niels Martin, der også har et band han optræder med, der hedder Mercury.