I år har HSK Fodbold 100 års jubilæum, og alle sejl er sat til for at markere jubilæet. Det sker i slutningen af juni, hvor de 100 år bliver fejret over en hel uge med mange spændende tiltag.
Et af dem er en kamp mellem Old Boys Landsholdet der i en opvisningskamp skal møde det hold der i sin tid rykkede op Jyllandsserien tilbage i 2009, som indtil nu er den højeste række som HSK har spillet i.
”Vi er meget stolte af, at det er lykkedes at få Old Boys landsholdet til Hadsten. Vi ved endnu ikke præcis, hvilke spillere de har med, men da det er lutter kendte navne der er med i bruttotruppen, så skal der nok blive masser af nostalgi i luften denne aften. Vi er i fuld gang med at få samlet det gamle Jyllandsseriehold, som blev trænet af Iversen-brødrene, så det skal helt sikkert nok blive en festlig aften”, siger Peter Kjærsgård til ByensNyt, der samtidig kan fortælle, at der løbende bliver meldt ud, hvordan programmet for jubilæumsugen bliver. Peter Kjærsgård er i samarbejde med Toni Olesen og Jørgen Snog, tovholder på jubilæumsugen.
”Der bliver noget for alle aldre, og jeg kan allerede nu garantere, at det bliver en uge, hvor vi virkelig får markeret de 100 år på en flot og festlig måde, og vi glæder os til, løbende, at præsentere programmet”
Kampen spilles den 25. juni klokken 18.30.