6. oktober 2024

Broløs: Det var en fuser

Hadsten Håndbold fik et markant nederlag søndag eftermiddag, da de hjemme i vestjyskBANK Arena, tabte til Rødovre med hele 20-29, efter 6-12 ved pausen.

Hadsten fik ellers en god start på kampen, men det sidste kvarter i 1. halvleg blev afgørende for kampens videre færd. Her formåede hjemmeholdet kun at score to mål, og det straffede Rødovre prompte.

Cheftræner for Hadsten, Mathias Broløs, var da også alt andet end imponeret af holdets indsats, da ByensNyt.dk talte med ham efter kampen.

“Som jeg sagde til spillerne i omklædningsrummet, så var det noget af en fuser, det vi leverede. Der er masser af tilskuere og god opbakning, og så leverer vi det her. Vi har ingen attitude, og så laver vi fejl, som jeg ikke har set før. Angrebsspillet så heller ikke for godt ud, og så får vi alt for mange udvisninger”

Netop de mange udvisninger blev dyre, og Mathias Broløs konstaterede, at det også var en faktor i nederlaget, da rytmen konstant blev brudt.

“Vi får alt for mange udvisninger. Nogle af dem er jeg ikke enig i, jeg synes dommerne lagde en underlig linje, men det var ikke det, der afgjorde kampen. Det var vi selv skyld i, og netop fordi vi spillede så meget i undertal, så fik vi aldrig flow og rytme i spillet, og det blev dyrt i sidste ende”

Med nederlaget kom Rødovre op på ni point, to mindre end Hadsten, og dermed rykkede nedrykningsspøgelset ind på Hadsten igen. Broløs vedkendte sig, at det kunne blive et dyrt nederlag, men hæftede sig ved, at holdet trods alt stadig er foran Rødovre.

“Bundstriden blev åbnet igen, og det var som om i dag, at vi ikke var klar til at angribe kampen, som jeg havde håbet. Vigtigheden i kampen var ikke til at misforstå. Vi har stadig et forspring, og det forholder vi os til, men nu er vi heller ikke bedre indbyrdes, så på mange måder blev det en dyr kamp”

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler