Hadsten Håndbolds 1. divisionshold har fået en flyvende start på sæsonen, hvor de har sejret særdeles sikkert i de to første kampe. I morgen venter TMS Ringsted, som må forventes, at komme til at volde lidt flere problemer.
Hadsten Håndbold er det mest scorende hold og samtidig også det hold, der har lukket færrest mål ind. Den sidste del, var Mathias Broløs, cheftræner for holdet, ikke klar over, a ByensNyt ridsede kendsgerningerne op, men han glæder sig naturligvis over, den flotte start.
“Jeg var ikke lige klar over, at vi er det hold, der har lukket færrest mål ind, men det vil vi gerne vænne os til”, kommer det storsmilende fra Mathias.
“TMS Ringsted har ikke fået den bedste start, resultatmæssigt, fordi jeg synes egentlig at de har været med et langt stykke i deres kampe, men har så endt med at tabe med syv, som jeg lige husker det. Det havde jeg ikke lige forventet. De har et spændende hold, og det er vel nogenlunde på samme niveau, som sidste sæson. De har en god kontrafase og nogle gode bagspillere, men jeg vil mene, at er vi klar til deres tryk, så kan vi sagtens matchet dem fysisk i forsvaret”
Hadsten-mandskabet har i den forgangne uge haft fokus på, hvad det er TMS Ringsted kommer med, og har ellers haft fokus på egne præstationer og lavet nogle finjusteringer, hvor det har været nødvendigt.
“Det vigtigste for os lige nu er, at vi kan se, at vi rykker os i den rigtige retning hele tiden. Vi laver lidt finjusteringer og forsøger at arbejde os i den retning, som vi synes er den rigtige. Alle mand er fit for fight, og så glæder vi os bare til at komme i kamp igen på hjemmebanen, og jeg har en god fornemmelse i forhold til to nye point”, lyder den gode melding fra Mathias Broløs.