Hadsten Håndbolds 1. divisionshold var søndag på en svær opgave i Aabenraa, hvor SønderjyskE tog i mod. Kampen endte med en hjemmesejr på 29-26, og trods en fin slutspurt, blev det aldrig for alvor spændende.
SønderjyskE har haft en lidt hakkende sæson, og er langt efter Vendsyssel og Ringkøbing i toppen, og med Hadstens sejr over Sæby i sidste weekend, så var en mindre overraskelse ikke helt utænkelig.
Hadsten fik dog ikke nogen optimal start, og var først bagud 4-1 og derefter 11-4, og det formåede de ikke at svare igen på.
“Kampen starter i et højt tempo, og vi følger med til 4-5, hvorefter de trækker fra i en periode med for mange fejl i forsvaret samt for stressede afslutninger, og pludselig er stillingen 4-11. Det er et hul som vi i løbet af kampen kæmper hårdt for at lukke, og spillemæssigt formår vi også at tilspille os gode chancer. Desværre mangler den sidste skarphed, og vi kommer aldrig helt tæt på, selvom slutningen med lidt held godt kunne have gjort kampen endnu mere spændende, da vi får stresset dem til en masse fejl. Vi kan tage en god moral med til på lørdag ift. at kæmpe og tro på tingene. Dog bliver en for sløj start kampafgørende. Vi ser fremad mod en ny spændende kamp”, udtaler han til klubbens hjemmeside.
Han gav også lige et par ord med på vejen om at spille i en tom hal, efter at det i fredags blev bestemt af DHF og Divisionsforeningen, at alle kampe i de to bedste rækker, skal spilles uden tilskuere, grundet smittefaren fra Covid 19.
“Heldigvis var der musik i hallen, og en masse spillere på gulvet til at sørge for de vante rammer. Selvfølgelig lidt tamt uden publikum, men ikke noget jeg tænker over når kampen er igang”
På lørdag er det så Hadsten Håndbolds tur til at spille på hjemmebane uden tilskuere, når Gudme gæster vestjyskBANK Arena.