27. juli 2024

Broløs fortrøstningsfuld forud for lokalopgør

Efter en forrygende sæsonstart med to sikre sejre, så kom Hadsten Håndbolds 1. divisionshold ned på jorden i lørdags, da det blev til et nederlag på 23-30 til TMS Ringsted. Fredag aften gælder det så Bjerringbro fH, der gæster vestjyskBANK Arena klokken 19.

Et nederlag til TMS Ringsted lå ikke lige i kortene, både med tanke på den gode start på sæsonen, men også at Ringsted kom til kampen uden point, men Hadsten ramte en af de dage, hvor ikke meget gik holdets vej, og på den baggrund er cheftræner, Mathias Broløs, ikke bekymret forud for lokalopgøret.

“Vi har haft en rigtig god periode, så på den måde var det forventeligt, at vi på et tidspunkt ville få en kamp, hvor tingene ikke fungerede optimalt, og det skete så i lørdags. Vi har fået talt kampen godt i gennem, og fået arbejdet konstruktivt med det der ikke helt fungerede, så jeg er bestemt fortrøstningsfuld forud for kampen i morgen”, lyder det fra Mathias Broløs til ByensNyt.dk.

Bjerringbro har fået en lidt blandet start på sæsonen, men er et hold der har ambitioner om at spille med i toppen, så Brolæs forventer en svær kamp, men har troen på, at det sagtens kan lade sig gøre, at hive en sejr hjem.

“Bjerringbro har startet lidt blandet, men spillede en rigtig fin kamp i sidste uge, og de har også meldt ud, at de har ambitioner om, at spille med i toppen af 1. division, så det bliver uden tvivl en svær kamp, men kan vi komme tilbage til vores base i forsvaret, så mener jeg bestemt, at vi har en fornuftig chance”

Kampen starter klokken 19, og resultat samt reaktioner på kampen kan findes på ByensNyt.dk, umiddelbart efter kampen.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler