25. januar 2025

Broløs: Vi kom med den helt rigtige indstilling

I fredags var der lokalbrag mellem Hadsten Håndbold og Bjerringbro, og her kunne Hadsten igen tanke selvtillid til kontoen samt to point, da de vandt ganske sikkert med 25-21.

Det var en glad og tilfreds cheftræner for Hadsten Håndbold, som ByensNyt.dk talte med efter kampen. Han roste spillernes indstilling, som var helt anderledes end kampen før, hvor det blev til et nederlag.

“Vi havde talt om før kampen, at vores indstilling skulle ændres, og det lykkedes i den grad. Vi kom med den helt rigtige indstilling, og det var en af grundene til, at vi hiver sejren i land. Alle byder ind, og vi holder niveauet, også når vi skifter ud. Jeg er også meget imponeret over den måde, vi kommer ind til anden halvleg på, hvor vi scorer tre mål i streg. Vi formår at stå i mod med det Bjerringbro kommer med, og igen synes jeg, at der var indstilling til forskel, så jeg er rigtig godt tilfreds”, lyder det fra Mathias Broløs, der også havde rosende ord til hjemmebanepublikummet, der havde fyldt hallen helt op under de nuværende restriktioner, hvilket vil sige 165 personer:

“Rigtig fin opbakning igen i dag (fredag, red). Det betyder meget for os, at vi har et levende publikum med os, så det var bare fedt at spille”

Nu venter der en kort kamppause, der blandt andet skal bruges på en træningskamp mod Aarhus United, og så går det løs mod Rødovre 11. oktober i København.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler