Søndag eftermiddag er der igen tophåndbold i vestjyskBANK Arena, når Hadsten Håndbold tager i mod AGF Håndbold klokken 14.00.
Det er top mod bund der mødes, fordi mens Hadsten Håndbold har fået en flot start på sæsonen i 1. division, så ser det anderledes skidt ud for AGF, der har tabt alle deres kampe indtil nu. Det er dog værd at bemærke, at holdet i to af deres fire kampe, har tabt med mindst mulig margin, blandt andet mod Bjerringbro, så der venter uden tvivl, et spændende opgør.
“Hvis man kun ser på point, så ser det jo ikke godt ud for AGF, men de har faktisk spillet fin håndbold og været tæt på point i flere af deres kampe, så det bliver ikke nogen let kamp. De er gode til at sætte sig op og finde på nye ting, så det er svært at forudsige, hvad de kommer med, men jeg er sikker på, at de forsøger at komme med noget overraskende. De har mange unge, talentfulde spillere, der kommer med god energi og gå på mod, så vi kommer nok til at se mange skud fra distancen og indspil til stregen, så det er i hvert fald noget, vi skal være forberedt på”, lyder det fra Mathias Broløs til ByensNyt.dk.
Hadsten Håndbold var tæt på et noget overraskende nederlag i søndags, da holdet var på besøg i Rødovre. De fik dog halet en sejr i land, og Broløs er glad for, at holdet udviser den moral og fight der skal til, for at hente sejre, selv når det ser sort ud.
“Det var ikke nogen køn kamp i søndags, men vi får vist en masse moral og fight, og det kan vi helt klart tage med os videre. Det var godt at se, at vi bliver ved med at tro på det, selv da det ser allersværest ud, fordi vi var flere gange bagud med fire mål, men formår alligevel at få kæmpet os tilbage, og i sidste ende få to point med hjem. Vi har haft fokus på vores angrebsspil i denne uge, så vi kan finde på flere varianter fra bagkæden, når vi er presset, og ellers har vi bare haft nogle gode træninger med fuld intensitet. Så jeg føler at vi er helt klar til søndag, hvor det foran en fyldt hal, forhåbentligt bliver til to nye point, så vi kan bevare placeringen i toppen. Det er stadig så tæt i rækken, at et nederlag vil betyde en midterplacering, så det er få mål der adskiller os fra en del placeringer”
Kampen starter klokken 14, og i skrivende stund, er der tæt på udsolgt. Kampen kan følges på tophåndbold.dk og ByensNyt.dk følger naturligvis op på kampen umiddelbart efter slutfløjt.