Kan du lide at kaste med en bold, måske har du tidligere spillet håndbold, eller savner du bare noget motion og socialt samvær, så er Five a Side måske noget for dig.

Her spiller man fem mod fem på en mindre håndboldbane, med en skumgummi-agtig bold, hvor der er mulighed for at lave mange forskellige tricks. Hadsten Håndbold startede den nye sport op sidste år, og det blev så stor en succes, at man igen i år udbyder Five a Side om onsdagen fra 20.30-21.45.

Med på sidelinjen er Danbolig Hadsten, der også er hovedsponsor på Favrskov Fighters, der er en del af Lykkeligaen, og Joan Pank fra Danbolig fortæller, at det for dem er vigtigt, at være med så mange steder som muligt, så de er med til at sætte deres præg på bybilledet.

“Som lokal virksomhed føler vi det helt naturligt, at være en del af foreningslivet, som f. eks Five a Side og Lykkeligaen i Hadsten Håndbold-regi. Selvfølgelig er der noget markedsføring i det, men primært er det fordi, at vi synes det er vigtigt at vi har en aktiv by, som vi selv er en del af. Jeg tror ikke, at vi sælger flere boliger ved at støtte op om Five a Side eller andet, men vi vil gerne være med, hvor det sker og være med til at præge Hadsten. Jo mere attraktiv byen er, jo flere vil gerne flytte hertil, så set i et større perspektiv, så tænker jeg, at selv de små ting, flytter noget”, lyder det fra Joan Pank til ByensNyt.dk, der faktisk selv er med på Five a Side holdet.

Joan Pank sammen med sin kompagnon Tommy Risgaard
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.