11. februar 2026

Håndbold: Hadstens 2. divisionshold fik god start på sæsonen

I går var der sæsonpremiere i kvindernes 2. division, hvor Hadsten Håndbold har et hold med. JAI fra Aarhus var på besøg, og de kunne køre mod smilets by efterfølgende med et nederlag på 34-14 efter 15-5 ved pausen.

For andet år i streg må Hadsten Håndbold spejde langt efter 1. divisionshåndbold, og i stedet tage til takke med 2. division og 3. division. Målet sidste sæson for holdet var oprykning til 1. division, men blandt andet grundet en halvsløj efterårssæson, blev det “blot” til en andenplads i rækken, og dermed ingen oprykning.

Der er ikke meldt noget officielt ud omkring denne sæson, men det vil undre, hvis man ikke igen i år, vil forsøge at række ud efter oprykningen til landets næstbedste række. Optakten, blandt andet med sejr over Randers HK i en træningskamp og et ganske hæderligt nederlag til Ikast Håndbold i Pokalturneringen, har givet indikationer i en positiv retning, og i går aftes var der så point på spil.

Det var aarhusianske JAI der lagde for i Vestjysk Bank Arena, og bortset fra en lidt rodet start fra begge hold, så stod det hurtigt klart, at Hadsten var klart det bedste mandskab på banen. Forsvaret flyttede sig godt, og så viste angrebet gode takter, blandt andet fra fløjene, gennembrud og kontra. Der er kommet en lethed og hurtighed ind på holdet, som man måske manglede i sidste sæson, og kan man holde kadencen fra i går, så ser det umiddelbart ganske godt ud.

Holdet består af en blanding af rutinerede kræfter, blandt andet Simone Handberg, Camilla Bruus og Mathilde Pedersen, mens unge kræfter som Stine Holm og Julie Pettersson og flere andre ser særdeles interessante ud. Det er Max Christensen der står i spidsen for holdet, og det vil uden tvivl gavne holdet med den rutinerede træner, der tidligere har trænet Hornslet gennem mange år, og i sidste sæson var assistenttræner for Skanderborg Håndbold i Kvindeligaen. Max var også assistenttræner under Ryan Zinglersen i et halvt år, da Hadsten Håndbold spillede i 1. division.

Der var godt 50 tilskuere på plads i Vestjysk Bank Arena i går

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler