Det har set ganske lovende ud for Favrskov Kommunes højest rangerede håndboldhold ganske længe, og starten på 2024 gør det ikke mindre lovende. I går aftes mødte 1. divisionsholdet fra Hadsten oprykkerne fra Fredericia HK, og her blev det til en sikker sejr.
Kampen blev spillet på udebane, og turen hjem til Hadsten har uden tvivl været ganske god, for det blev nemlig til to point efter en komfortabel sejr på hele 22-32 efter 8-17 ved pausen. Kampens topscorer for Hadsten blev endnu engang Mathilde Pedersen med syv mål, mens sæsonens helt store overraskelse, Simone Pedersen, nettede fem gange.
Med sejren rykkede Hadsten Håndbold op på 3. pladsen, som, hvis holdet også indtager denne plads når sæsonen er slut, giver adgang til play-off kampe om oprykning til Kvindeligaen. På lørdag kan de endda komme helt op i haserne på Roskilde der indtager 2. pladsen, da netop de to hold mødes i Vestjysk Bank Arena klokken 14. Der er som altid fri entre til kampen.
Hadsten Håndbolds bedste herrehold, der netop er rykket op i Danmarksserien, spillede også i går på hjemmebane, og her blev det til et smalt nederlag mod Gødvad fra Silkeborg, der vandt 20-24. Hadsten Håndbold har mulighed for at komme på tavlen allerede på søndag, hvor de på udebane møder Aalborg HK.