Efter en flyvende sæsonstart, har den seneste periode været lidt mere op og ned for Hadsten Håndbolds 2. divisionshold, der efter sidste sæson rykkede ned fra landets næstbedste række.
Sæsonmålet har fra start været helt klart, nemlig at rykke tilbage i 1. division, og dermed kun få en enkelt sæson i 2. division. Efter de første kampe så dette mål også ud til at kunne indfries, men en periode fra slutningen af oktober og frem til slutningen af november har ændret en smule på optimismen.
Her blev det nemlig til en uafgjort og to tabte kampe, blandt andet til Sæby der indtager førstepladsen, og det sendte Hadsten-mandskabet ned på tredjepladsen.
Heldigvis har de to seneste kampe givet to sejre, senest i lørdags, hvor det hjemme i Vestjysk Bank Arena blev til en sejr på 26-23 over 1919 Aalborg. Hadsten er stadig på tredjepladsen, et point efter Silkeborg-Voel på andenpladsen, men for to kampe færre spillet. Sæby indtager førstepladsen med 22 point, mens Hadsten Håndbold er noteret for 17 point, dog med en enkelt kamp mindre end Sæby.
Dermed venter der et spændende halvår efter nytår, hvor første kamp spilles ude mod Skovbakken den 5. januar, hvor holdet har revanche tilgode fra 26-27 nederlaget i november.












